Den helt rigtige chance

En flot jagtscene

Mange af de steder, hvor jeg går på jagt, er smukke. Naturen har sin helt egen måde at vise sig frem på, mens landskaberne folder sig smukt ud. Jeg har dog en stor forkærlighed for lange dale med smalle kløfter, for det er i sådan et moræne landskab jeg er vokset op. Det var derfor skønt at sidde ude denne flotte solskinsdag i januar, og se på det smukke landskab, som slyngede sig rundt om mit tårn.

Jeg var så heldig at få lov til at komme på jagt hos Flemming. Flemming har en naturskøn ejendom med jord op af motorvejen her i det allersydligste Sjælland. Ofte har jeg kørt på den motorvej, kigget ned i slugterne og tænkt på hvilken fantastisk jagt det var, og sandelig om jeg ikke nu sad på jagt i denne dejlige jagtscene. Det var lidt som en god drøm.

Ikke bare lige til at nedlægge dåvildt

Det var langt fra første gang, at jeg sad i dette tårn. Faktisk var det sjette gang jeg sad i et af Flemmings tårne, og indtil videre havde jeg ikke haft det sidste held. Der havde været både råvildt og dåvildt, men chancerne havde været meget små, og hvis jeg skulle tage dem, skulle jeg reagere hurtigt og chancebetonet. Det havde jeg ikke lyst til. Derfor havde jeg endnu ikke afgivet et skud på denne jagt. Jeg havde hele tiden haft fornemmelsen af at den helt rigtige situation ville opstå, så det mere var et spørgsmål om at vente og se.

Perfekte forhold

Dagen i dag var dog helt perfekt med høj sol og temperatur lige lidt over frysepunktet, alt føltes friskt med en lille smule vind. Sæsonen havde været præget af flest dage med regn, og at få lov til at nyde solen og tørvejret var en sjælden gave i denne sæson.

Jeg havde endnu engang taget min jagtlærling Adam med, og han sad i et tårn, små 100 meter væk, hvor vi kunne se hinanden uden at forstyrrede hinanden pga. det bakkede terræn. Det er altid en fornøjelse at have en nyjæger med og på den timelange køretur fik vi vendt mange ting og sat dem på plads. Vi var derfor helt klare i hovedet, da vi kom frem.

Vildt

Der er et meget lavt jagttryk på Flemmings ejendom, så jeg var ikke overrasket over, at Adam ret kort tid efter vi havde sat os ud, kunne melde om en rå som var gået i udkanten af området. Ænderne lå og trak rundt, lappedykkerne kæmpede om territorium i søen bag os, og i det hele taget nød alle det skønne vejr.

Vi have fået at vide at der gik en ræv med skab, som vi meget gerne måtte holde et ekstra øje med, hvis vi fik chancen. Og faktisk skrev Adam at den gik lige udenfor hans område - 200 meter fra ham. Den fik jeg dog ikke tid til at kigge mere efter, for nu skete der noget hos mig.

Lyse ben

Foran mig var der udsigt til en større skov, og det var her der kom bevægelse. Jeg kunne pludselig se en række lyse ben, i bunden af grantræerne lige under de nederste grene.

Der var 4 dådyr, med dåer og kalve, og de var i bevægelse. Jeg sad og kiggede på dem gennem min håndkikkert og pludselig kunne jeg se, at der var flere dyr længere til højre, og de var på vej ud på marken. Hurtigt fik jeg udskiftet håndkikkerten med riflen. Jeg tænkte at dyrene ville komme ud og stille sig i kanten af skoven, og gå der og græsse, så jeg havde skruet min sigtekikkert op, så den passede perfekt på de 130 meters afstand dyrene ville være på.

De 9 dåer og kalve havde nu bevæget sig samlet ud af skoven, og jeg tænkte at nu skal de bare lige falde til ro, så ser det hele fint ud.

En ny udvikling

Det var dog slet ikke den plan, som dyrene havde. De satte derimod i småløb og kom direkte op mod tårnet! De løb helt spids på tårnet, og hurtigt måtte jeg skrue min kikkert ned i forstørrelse, for ellers kunne jeg ikke finde dem i kikkerten.

Tårnet stod næsten på toppen af en bakke, som marken gik op mod. Jeg havde en fornemmelse af, at når flokken var ved at nå toppen, ville de stoppe og vurdere situationen. Det passede også. Lige pludselig stoppede flokken kort før toppen. Jeg havde i mellemtiden fået trukket riflen over på den anden side af hjørnestolpen i tårnet. Dyrene stod nu på 50 meters afstand og det tredje dyr i rækken var mindre end de to første. Den trak jeg op på. Jeg fandt bladet og klemte skuddet. Dyret gik ned, rejste sig og løb med flokken, gik ned igen efter 20 meter, rejste sig endnu en gang og løb igen 10 meter, men denne gang gik den ned for altid. Imponerende så skudstærkt dåvildt kan være, på trods af at hjertet var skudt helt i stykker. Det forbavser mig hver gang.

Opsamling

Det hele var gået temmeligt hurtigt, og jeg havde egentligt haft travlt med at reagere på udviklingen. Først da dyret lå stille 80 meter fra mig, gik det for alvor op for mig, at nu var det altså lykkes. Den perfekte situation, som jeg havde ventet på, var kommet og resultatet var lige så godt som jeg havde håbet på. Det kan godt betale sig at vente på en god situation i stedet for at tage dårlige eller halve chancer. Dejligt at jeg blev belønnet for det.

Nu startede der en heftig sms korrespondance med Adam og Flemming, som jo var spændt på, hvad der var sket. De var også meget glade på mine vegne, for vi havde netop snakket meget om at vente på den rigtige mulighed.

Adam kunne fortælle mig, at ræven og råen havde forladt området ved skuddet.

Vi blev siddende ude resten af eftermiddagen og nød vejret. Der kom ikke flere dyr, så vi nyd i stedet de ørne som fløj rundt i dalen, samtidigt med at duerne satte sig på pind. Skønne naturoplevelser med masser at se på.

Oplæring

Efter skydetid gik vi alle ned til dådyret. Det lå jo nemt tilgængeligt, og Flemming mente, at det var en smaldå eller måske en då.

Adam har flere gange brækket rådyr, og nu var muligheden der så for at prøve kræfter med et lille større dyr. Det fungerede rigtigt godt. Adam fortalte, hvad han ville gøre, skridt for skridt, og så kunne vi andre bekræfte ham i, at det var det helt rigtige han gjorde. Det tog naturligvis noget tid, men min oplevelse er, at det er nemmere for nyjægere at lære håndværket, når de selv har fingrene i det.

Flemming har en atv, som dyret kunne blive lagt op på, og så gik det ellers tilbage til gården igen.

Afslutning

En skøn dag var ved at nå sin afslutning. Med bagagerummet fyldt ud af dåvildt kunne vi sætte kursen hjemover. Det var dejligt at ventetiden blev belønnet, og skønt at jagten gik op i en større helhed.

Jeg glæder mig allerede til at smage dåvildtet til min fødselsdag, for dåvildt er dejligt og smager skønt. Det bliver ikke sidste gang, at jeg venter på den helt rigtige chance.

Se mere om jagten og muligheder for at prøve den på www.dyssen.dk

Knæk og bræk

Morten