Havebukken
Bukkejagt.
Ofte er premieren på bukkejagten noget af en skuffende affære. Alle de buk som er set i foråret er pludselig væk, og med for lidt søvn i kroppen, må man indrømme sit nederlag, når det igen ikke blev til buk på den første dag. Men sådan gik det ikke for mig i år.
Nyt terræn.
Jeg var gået med i en ny jagt. Det var et jagtkonsortie, og det er altid spændende at starte ny jagt, men også at se, hvordan man svinger med de nye mennesker. Jeg havde blot mødt dem på en enkelt hanejagt, hvor det var så tåget at ingen kunne se noget, men de virkede rare og formanden og jeg klikkede rigtigt godt, så derfor var jeg gået med. Nu ventede årets første jagtdag - bukkepremieren
Vel ankommet til jagten var der middag, med alt det som man ikke bør spise eller drikke, men man hvert år nyder, når der er noget særligt at fejre. Efter en masse snak blev klokken godt og vel over midnat og så er der ikke mange timers søvn før det går løs.
Mit område.
Det område som jeg havde vundet i lodtrækningen, lå alleryderst og havde ca 100 tdr land blandet mark og nogle remisser. Tværs igennem området gik der også en lille å, hvor der var slået på begge sider i flere meters bredde.
Der var blevet spottet flere bukke på området, så det var med stor spænding at jeg gik ud på jagten ved skydetid. Det var mest et område til at pÿrche i, så det så jeg frem til at gøre. Der var livet regnvejr, men heldigvis var det tørt, men også temmelig koldt og klart. Gode betingelser for bukkejagt, tænkte jeg.
Klar fra start.
Mit område lå i forlængelse af godsets have, og derinde gik der en god buk havde jeg fået fortalt. Min fod havde ikke forladt asfalten, da en rå kom løbende over marken på vej mod asfaltsvejen, mens den jævnligt kiggede sig tilbage. Og ganske rigtigt - der stod så en buk og kiggede efter hende. Så var jeg for alvor vågen hvis ikke jeg allerede var det.
Bukken løb tilbage, hvor den kom fra da råen fortsatte over asfaltvejen. Jeg gik stille efter bukken, og fulgte åen. Terrænet begyndte at falde, og der stod bukken så. Den var 300 meter væk, men da jeg havde set den først, havde jeg fordelen.
Lang pÿrch.
Der var langt til bukken, og da jeg kom ind på 170 meter, havde den stadigvæk ikke reageret på min tilstedeværelse. Det var ikke en stor buk, men jeg besluttede mig for, at hvis jeg kom ind på en kort afstand ville jeg skyde den.
Stille gik jeg fremad. Der var ikke meget dækning, så det var skridt for skridt. Da jeg kom på 150 meters afstand, rejste bukken hovedet og kiggede på mig. Længe. Den kunne ikke beslutte sig for om jeg blot var en lidt underlig busk, eller der var fare på færde. Nu havde jeg kikkerten oppe hele tiden, så når bukken sænkede hovedet, gik jeg nærmere, og når hovedet kom op, stod jeg bumstille.
Til sidst nåede jeg ind på 100 meter, og skulle til at stille skydestokken op, men så sprang en rå bag bukken, som den gik efter. Jeg var dog ikke så bekymret, for åren var bred, så den ville ikke løbe alt for langt.
Finale.
Jeg pÿrchede tættere på. Bukken var kommet retur, og var gået lidt videre, men ikke længere end 80 meter væk. Skydestokken blev sat op, bukken fundet i krydset, og med det måske blødeste aftræk jeg nogensinde har lavet, gik skuddet. Bukken gik direkte ned!
Det var noget af en forløsning efter en pÿrch som havde varet over en halv time med pulsen godt oppe det meste af tiden.
Og med en ubekendt omkring, at bukken kunne forsvinde hvornår det skulle være.
Jeg ventede de obligatoriske minutter, og gik så over til bukken. Det var en flot returbuk, med sammengroede rosenkranse og med masser af perler. At det var en gammel buk gjorde min glæde over den vellykkede pÿrch endnu større.
Det var dejligt at få en buk særligt efter den fantastiske jagtoplevelse, det havde været.
Havebukken blev en fin start på bukkejagten og premieren i det nye konsortie. Det er skønt når jagten går op i en større enhed.
Knæk og bræk
Morten