Fantastisk antilopejagt i Sydafrika!

Sydafrika

Jeg har aldrig været på jagtrejse før. Aldrig prøvet at have min egen jagtguide, som skulle lede mig frem til byttet. Mærket adrenalinen, som jeg nærmede mig chancen. Men alt dette skulle jeg prøve i dag. Jeg var nemlig i Sydafrika på min første jagtrejse og efter tre dage med imponerende duejagt, hvor afskydningen var lige under 500 duer om dagen for mit vedkommende, så var det denne dag blevet tid til at tage riflen frem og gå efter antiloper. Nærmere bestemt var det en Blissbuck og en Springbuck, som var trofæerne, jeg var ude efter. Og det skulle blive en helt anderledes dag end jeg havde forstillet mig, med både op- og nedture.

Og så kom Reinier min guide eller PH’er (Professionel Hunter) , som de hedder hernede. Han var en rigtig god fyr. Vi snakkede en masse om alting, og mit engelske blev virkeligt udfordret for at følge med i alle debatterne, så det var dejligt. Vi kørte de 1½ time ud til den farm, hvor vi skulle på jagt. Han havde stærke holdninger mod de sorte og korruptionen, og hele den politiske udvikling i landet. Landbefolkningen er meget traditionel, men vi drøftede politik, arbejde, familie og meget mere, så tiden fløj af sted. Vi samlede en af de lokale op på vejen, som skulle skinne de dyr, som jeg forhåbentlig nedlagde.

Ude i området kørte vi rundt. Det var anderledes, end jeg havde regnet med, da det ikke var tyk bush, hvor man kun kigger kort frem. Sådan var det slet ikke, derimod var det høje bakker/bjerge og meget brede dale, hvor vi kunne se flere kilometer væk, men hvor dyrene også kunne se os.

Min første afrikanske antilope

Vi klatrede op i højderne med bilen og Reinier spottede en Blissbuck, langt væk fra bilen. Ud af bilen og af sted med mig bagefter. Jeg måtte ikke have patron i kammeret og jeg måtte først lade, når han sagde til, for sikkerheden var vigtig. Af sted rundt om klipperne og vi kom frem til hvor vi kunne skyde bukken. Men i mellemtiden var bukken gået langt væk - så tilbage til bilen.

Nyt forsøg. Af sted med bilen og kigge efter hvor vi kunne se dyrene. Igen så Reinier dem først, og så sætte bilen og af sted. Meget spændende. Vi gik 10 minutter og nåede frem til den flok, som Reinier spottede, men der var ingen trofæbærende dyr. Reinier kiggede længe, men nej, der var altså ikke nogen, hvilket for mig var helt umuligt at se, for alle dyrene havde horn og stod 150 meter væk. For mig lignede de hinanden, men det er jo derfor PH’eren er med. Da de stod så godt, gik vi i stedet efter et ikke trofæ bærende. Jeg fandt det dyr i kikkerten som Reiner ville have skudt. Desværre misforstod jeg Reinier, så jeg skød den midt på kroppen i stedet for midt på forkroppen. Dyret gik ned – op igen – og løb 300 meter, hvor vi kunne følge den – og faldt så død om. Min første afrikanske antilope. En fed oplevelse. Min adrenalin kørte helt vildt.

Reinier hentede bilen og vi kørte videre i bjergene, var ude og kigge efter endnu en flok ( som dog var gået), tilbage i bilen og så nåede vi frem til dyret og samlede det op. En flot Blissbuck, hvor kun hornene er mindre end på de trofæbærende. Vi havde været på jagt i 1½ time og allerede havde jeg skudt min første antilope. Det var temmelig intenst og spændende.

Her og nu.

Så kørte vi ud for at finde en trofæbærende. Reinier spottede en meget langt ude i dalene, så vi kørte en lang tur rundt med bilen for at få vinden fra den rigtige side. Satte bilen og af sted til fods. Det var super intenst at følge ham og være klar til at skyde.

Vi gik 10 minutter, og så var det nu! Reinier satte den 3. benede skydestok op, og jeg lagde riflen i. Jeg var ikke helt sikker på, hvilket dyr han mente, for der var 2 dyr ude til højre, så jeg spurgte hvilket et af dem han mente. Men lige foran os havde en stor buk netop rejst sig, hvilket jeg ikke kunne se før nu, og det var den, han mente. 150 meter væk med fronten imod os. Jeg fik ok til at skyde ham i brystet, og skød. Han dukkede sig, løb væk, og stillede sig 50 meter længere væk igen med fronten mod os. Denne gang gik han ned, lige da jeg skød ham i brystet. 200 meters afstand, og han gik lige ned. Super! Jeg kan mærke adrenalinen pumpe, mens jeg skriver dette. Det hele gik så hurtigt, at jeg skulle være klar til at skyde hurtigt, og derfor tænkte jeg ikke meget over det, men reagerede i stedet.

Og sikke en buk! Han var rigtig flot. Mit første afrikanske trofæ. Jeg var glad. Masser af billeder, da Reinier kom med bilen. Og jeg havde en spændende jagt, for det var meget intenst at gå sammen med min PH’er og kigge ham over skulderen. Der var meget teknik i at få vinden ind fra den rigtige side og se efter at det rigtige dyr var i flokken.

Nu skulle vi så finde en Springbuck, og det var straks noget sværere, da de ofte gik længere ude i dalen end Blissbucks. Vi fandt en flok, men der var ingen trofædyr i den, hvilket var imponerende at Reinier kunne se. For mig lignede de hinanden på de 150 meter, de var fra os, men han lavede selvfølgelig heller ikke andet. Det var spændende at køre rundt i firehjulstrækkeren, som virkelig fik mulighed for at leve op til sit navn, for det gik op og ned hele tiden. Ja her gav ordet offroad virkelig mening.

blevet over 12, så kørte hen til den lokale landsby, hvor dyret blev lagt i slagtehuset, og vores medbragte arbejdsmand gik i gang med at ordne dyret.

Vi spiste frokost på den lokale pub, hvor der også var løver, som man kunne sidde 5 meter fra, mens man spiste sin frokost. Det var opdrættede løver. Når de var udvoksede blev de sat ud, og efter en karantæne periode blev der drevet jagt på dem. Reiner havde tydeligvis en holdning om, at det i høj grad var ”dåseløser”, og ikke rigtigt havde noget med jagt at gøre. Selve opdrættet var en turistfælde af rang, hvor man kunne få lov til at klappe en løveunge for 150 rand. Klap-klap.

Nu kørte vi ud igen, efter en stor frokost og med udsigt til løver, det tror jeg varer længe før jeg oplever igen.

På vej ud spottede vi en flok Springbucks, som lå langt ude i dalen. Vi kørte en lang omvej for at få vinden rigtig, og gik så en lang vej rundt om flokken for at de ikke skulle få fært. Vi nåede ud på linje med flokken, og sneg os nedad i dalen. Der var en del dyr i dalen, så vi skulle bevæge os forsigtigt for ikke at forstyrre dem. Til sidst var de sidste 50 meter på knæ og albuer, og vi nåede ud til kanten af et plateau. Lige under os på 30 meters afstand var der en flok af Blissbucks, som jo gerne skulle blive stående, så de ikke skubbede flokken af Springbucks længere væk. Det var meget spændende. Springbucken var 275 meter væk. Jeg havde fast anlæg, men vinden var kraftig, så jeg skulle holde en ½ meter til venstre for dyret og så holde på toppen af ryggen med 308’ren.

Jeg gjorde klar, fandt det rigtige dyr, og pressede stille på aftrækkeren. Klik! Sagde det så! Det var en klikker og jeg skulle genlade. Der smuttede en hel del af koncentrationen, for det var et meget langt skud. I stedet for at tage mig god tid igen, stressede jeg, og derfor skød jeg for hurtigt. Resultatet var, at skuddet gik og jeg ramte ikke noget som helst. En blank forbier – øv!

Lange og vanskellige skud.

Flokkene løb jo, da skuddet kom, så vi måtte lave en ny plan. Vi trak os 50 meter tilbage, og gik så rundt om plateauet, indtil vi nåede frem til flokken. De havde jo bevæget sig, så nu stod de på 350 meter, og jeg sad nu på enden med den 3-benede skydestok foran mig med riflen i. Der var stadigvæk en del vind, så det var en halv meter til venstre og så 30 cm over ryggen, jeg skulle sigte. Dyret kom ikke frit. Jeg havde fundet det, men flokken var urolig, så den gik frem og tilbage. Min adrenalin pumpede, så et par dybe indåndinger, måtte der til.

Endelig kom han fri – men vendte sig så om og begyndte så at gå den anden vej, men stadigvæk var han fri. Jeg skød og kuglen gik 20 cm foran snuden på ham! Det var den perfekte højde på skuddet, men da han vendte sig glemte jeg at kompensere for vinden, men sigtede lige på bladets linje over ryggen. Det ville have været et fantastisk skud, langt over mit normale niveau, men heldigvis var det blankt forbi.

Jeg måtte dybt i den mentale energikasse, efter de 2 forbiere, men alle de mange gode dage med dueskydning forinden, havde boostet min selvtillid, så jeg var klar igen, da Reinier kom med bilen.

Nu var flokken meget urolig, så vi havde svært ved at komme helt hen til dem til fods. Så ny plan. Reinier spurgte, om det var ok at bruge bilen, men jeg ville ikke skyde fra bilen, men jeg kunne godt gå med til at bruge den, og så sprang jeg ud af bilen og skød med bilen som støtte. Så nu skyggede vi flokken, og forsøgte at komme tæt nok på. Det lykkedes og jeg sprang ud af bilen – patron i kammeret – og lagde riflen hen over bilen på en trøje. Samtidig havde jeg et øre på Reinier, som skulle sige hvilket dyr, det var, jeg skulle skyde. Jeg fandt dyret, men så begyndte flokken at løbe igen, og så ind i bilen igen – patronen ud af kammeret og af sted igen. Det var lidt af et tivolinummer. Det skete nok en 8-9 gange, at jeg linede op, og så bevægede flokken sig igen.

Til sidst stod flokken der. Og den forreste var den rigtige. Jeg sprang ud af bilen – blev klar – så de næste dyr kom ind på 3-4 meters afstand af den forreste – og skød på 175 meters afstand! Springbucken gik lige i jorden. Dejligt. Efter 3 forsøg fik jeg den. Det var skønt og meget lettende og adrenalin-heftigt – alt sammen på en gang.

Det var en meget smuk springbuck (synes jeg). Lige den jeg gerne ville have. Vi kom hen til den, og så satte vi den op. Lige efter det første billede, rejste manken sig op på bukken for sidste gang. Det var en fin afslutning på en super jagtdag.

Jeg var så glad. Jeg havde fået netop de 2 dyr, jeg gerne ville have op på væggen, og efter 2 meget tætte skud lykkedes det i tredje forsøg med den samme buk. Dejligt og forløsende.

Jeg var en tilfreds og mættet mand, og havde ikke brug for mere jagt den dag. Helt høj på adrenalin, og synes det var helt fantastisk og spændende at få lov til at følge en professionel jæger en hel dag. Det var inspirerende, og Reinier havde virkelig styr på det. Jeg var stadigvæk helt oppe at køre, da jeg kom tilbage til hotellet 2 timer senere.

Det havde været den perfekte debut på professionel jagt, med op- og nedturer, hvor alt til sidst gik op i en højere enhed.

Knæk og Bræk

Morten

Faktabokse.

Beslut dig - før du tager på professionel riffeljagt.

Vil du gå til dyret eller skyde fra bilen – og sig det til PH’eren.

Hav en klar aftale om hvilke dyr du vil skyde.

Træn skud på lange afstande – det bliver hurtigt relevant – og beslut dig for hvor langt ude du vil skyde.

Hold dig til din plan

Priser.

Jagt på antiloper i Sydafrika er meget prisvenligt i forhold til Europa.

Uden hovedmontering/trofæ kostede mine dyr 1500 kroner stykket, med hovedmontering og transport omkring 5000 kroner.

Fly retur koster ca. 6000 kroner.

For 5 jagtdage kostede det ca. 12.000 kr.

Fra jeg gik ud af min egen dør til jeg kom hjem, kostede turen mig 23.500kr. og det var uden de 11.000kr. for de 3 dyr i denne artikel.

Egen riffel eller låne?

Alle dyr er skudt med en lånt 308, som er samme kaliber jeg skyder med i Danmark.

Fordel ikke at skulle medbringe riffel gennem told m.m.

Ulempe at det ikke er en kendt riffel og kikkert.

Anbefaling: ved skud over 100 meter, medtag egen riffel.