Den sidste dag med kliken

Begyndelsen.

En af de gode ting ved at have været med i det samme jagtselskab er, at man efterhånden kender alle godt. Det giver en ro ift. at møde de andre og de kender også til, hvad man selv går og sysler med. Turen på jagten var også en vigtig del, for her får min jagtkammerat Sune og jeg mulighed for i en times tid, at få vendt alle de ting, som vi ellers går og har for travlt til at vende til dagligt. Der bliver naturligvis også talt jagt og det gør, at når vi stiger ud af bilen, så er vi mentalt klar til at gå på jagt. Vi er simpelthen fokuseret på hvad der skal ske, og har allerede truffet beslutningen, når vi kommer ud Det tror jeg er noget af det vigtigste man skal gøre for at få succes på jagt, nemlig at være afklaret og fokuseret på, hvad der skal ske. Ofte kommer chancerne jo når man lige er gået i gang, og der skal man være klar.
Samtidigt er det jo også lidt som nerver før en premiere, at man ikke ved, hvad der kommer til at ske, så vi sidder også ofte og taler om, hvordan det mon går i dag. Så vi håbede på det bedste, og en smule frisk luft, så havde det været en god dag. Men det skulle vise sig at vores forventninger blev indfriet – og en del til!

Den sidste dag.

Dagen var også speciel for udover at det var den sidste fællesjagt i sæsonen, var det også min sidste jagt i konsortiet, da jeg havde valgt at trække mig fra næste sæson. Samtidigt havde Sune også valgt at trække sig, så for os begge var det lidt en fornemmelse af ”Sidste dag med kliken”, at vi var på jagt. Det havde været det bedste konsortie, jeg har været med i, men jeg har i den mellemlæggende tid fået mig specialiseret, og har nu bl.a. 50 kunstgrave jeg skal passe, og der gik det ikke helt op med at få jagtdagene i konsortiet til at passe med alle de mange typer jagtformer jeg nu dyrker. Sådan er det nogle gange at man må vælge, når man ikke kan nå det hele.

Jagten har været god i denne sæson. Vi har haft mange gode oplevelser og udbyttemæssigt har der været fint med vildt på paraden i forhold til mine forventninger. Vi havde dog stadigvæk 4 dåkalve tilbage og det havde nabokonsortiet også. Nu er det så elegant, at jagtlederen af vores konsortium også har nabokonsortiet, så denne sidste dag lavede vi fællesjagt på begge områder efter de sidste 8 kalve, samt råvildtet på naboområdet - med trykjagt med riffel. Efter en solid morgenmad kørte vi ud i skoven og startede på vores område.

På jagt.

Jeg sad i et fint tårn, med en stor åben plads foran mig. Der gik ikke længe så sprang 2 rådyr tværs over området. Vi har været dygtige til at nedlægge rådyr på vores område, så dem havde vi fredet den sidste jagt. Men en fornøjelse at se dem, det er det. Lidt senere endnu et par stykker og 3 kokke tog også turen på tværs. Det var minus 6 grader og med sne på jorden, så det var lydt og flot, da det ikke rigtigt blæste. Efter en time var det min tur til at trykke, og det passede mig fint, da jeg var blevet en smule kold.
At få lov til at trykke/gå igennem er jo en fornøjelse sådan en dag. Man ser en masse vildt, og jeg fik chancen til lige at gå rundt ved nogle af de steder som jeg kendte godt. "Her så jeg en kronhjort og her skød jeg en buk” osv. Det var rigtigt hyggeligt og det hele forgår jo i meget lavt tempo, da dåvildtet gerne skal komme lige så stille. Det gjorde det så ikke!
Jagten på det havde gjort at det havde vænnet sig til faren, og derfor var de i bevægelse, når de kom for. Og når man skal være helt sikker på at det er en kalv som kommer, og ikke en fra sidste år, som nu er en meget lille spidshjort, så kan det være vanskeligt. Måske var det derfor at der ikke var skudt noget, da vi nåede til frokost. Sune havde i mellemtiden trykket i den tredje og sidste såt på vores område, så vi kunne gå til frokost med en god fornemmelse af, at have gjort vores indsats.

Frokost.

Det er jo kendt som den sikre såt, og når man har to jagtselskaber sammen, så er der grundlag for noget særligt. Vi blev absolut ikke skuffet, da en af deltagerne arbejder inden for madbranchen, så der var fornem varm mad, med lige hvad man kunne klare. Da det nu var den sidste jagt, syntes jeg det var på sin plads at sige tak til alle. Jeg havde jo kendt begge konsortier i 5 år, og har sat pris på deres selskab, og fået mange gode jagtvenskaber den vej. Faktisk skal jeg til duejagt i Sydafrika med to af dem jeg har mødt i jagtselskabet, men det er en anden historie. En væsentlig pointe i min tale var, at der faktisk sker meget på sådan en jagt, som man ikke ser som almindelig jæger. Vogne, planer, frokost - alt skal planlægges og klappe, når 30 mand skal have en god dag. Det ser man ikke som almindelig deltagende jæger, men for den (dem) der arrangerer, er der meget arbejde. Her spiller vores jagtleder Niels, en helt afgørende rolle. Faktisk fungerer de fleste konsortier efter hvor god en ledelse de har, og her har vi været særligt heldige. For det er kommunikation, inddragelse af jægerne, planlægning osv., som han har været særlig dygtig til. Og for det kvitterede jeg jagtlederen med en flaske whisky, som der nu var tid til at nyde, nu hvor jagsæsonen var slut.

Det andet område.

Nu var vi så på jagt igen og eftermiddagens jagt var så på nabokonsortiets område. Der forgik tre tryk, men det lagde jeg nu ikke mærke til, da jeg sad ude i kanten af området.
Det er ret morsomt med de tårne og stiger der er stillet op, for vi kan jo ikke huske hvor de er, med mindre de har et navn. De fleste er opkaldt efter et sted i nærheden, svenskerkløften, plantørsøen osv., men en gang imellem giver det bare ikke rigtig mening. Sådan havde jeg det ihvertfald, da jeg gik op i Jomfrutårnet! Jeg har ingen anelser om hvorfor det hedder det, men et godt tårn, det var det!
Faktisk nåede jeg ikke en gang op i det, for jeg var blot lige gået hen mod det, så kom der en ræv lige ud af skoven hen i mod mig, på 40 meters afstand. Vi kiggede på hinanden, så vendte den og løb i lige linje tilbage mod skoven. Her kunne nogen nok have skudt, men jeg synes ikke vinklen var helt god, så jeg undlod.

Dyr i sigte.

Og jeg var ikke nået helt op i tårnet, så stod der 3 dådyr lidt længere inde i skoven. De var ikke helt små, så igen lod jeg tvivlen komme dem til gode, og så dem løbe ind i skoven. Så er det faktisk ikke så svært at holde varmen i minus 5 grader, når der sker så meget.
Jeg havde da heller ikke siddet mere end 5 minutter, så kom to rådyr løbende for fulde omdrejninger, passerede tårnet på 35 meter og fortsatte. Jeg fløjtede, råbte, men det gjorde ikke den store forskel. Så gik der nogen tid, men lige pludselig kiggede jeg til venstre, hvor jeg ikke forventede at der kom noget - og så var der pludselig 2 rådyr. Den forreste var en buk, og da den bagerste gik frem, stod den på 25 meters afstand med siden til. Det betød, at jeg kort efter kunne fortælle jagtlederen, at jeg nu havde skudt et stykke råvildt og at det lå i synsafstand. Det var jo en fin situation, men det skulle blive bedre.
25 minutter senere kom et enkelt smaldyr frem og gik mellem træerne på 40 meters afstand. Dyret var ikke uroligt, så jeg havde god tid. Fandt det mellem træerne og kunne så blot vente. Så gik det lidt frem, og havde kroppen skjult af et træ; så lidt tilbage, og havde kun hovedet fremme. Så lidt frem igen, et skridt og et til, og så gik den ikke længere! Dyret sprang, løb kort og lagde sig 10 meter fra det første.
Og det var så der, det hele gik op i en højere enhed. Alle de chancer jeg havde haft i løbet af dagen og vejet for let, var nu kommet tilbage og givet mig 2 muligheder, som var så oplagte at de fik et fint forløb. Det var en rigtig dejlig fornemmelse, og også en erkendelse af, at man roligt kan lade chancen gå, for der kommer en som er bedre. Måske ikke lige med det samme, men der vil altid komme en bedre mulighed.

Tak for i dag.

Nu kunne jeg jo så ringe til min jagtleder igen, og så forslog jeg ham, at jeg ikke skød flere dyr den dag. Den synes han var en udmærket ide.
Min arm havde drillet mig, da jeg var skvattet på isen og havde slået den, så Sune kom hen til mig. Han havde i mellemtiden også skudt et rådyr, og brækkede nu dem alle tre. Dejligt med en god kammerat. Det gav god anledning til at tage et par billeder i skoven, da vi jo havde god tid. Det hele var på en behagelig måde afsluttet. Og igen var det også specielt. Her havde nabokonsortiet i hele sæsonen ikke skudt særligt meget råvildt, og så havde vi to inden for kort tid skudt 3! Sådan er jagt jo også, at tingene forandrer sig meget hurtigt.

At få 3 rådyr ind i en Berlingo, gav anledning til en del grin. Vi mente nok selv at vi lignede et par polske skyttehjælperer, som havde været i gang med deres udenlandske gæster, men sådan er jagt jo også. Vi skal jo have dyrene med hjem til parade, og fik taget billeder og sagt pænt farvel, og vendte derefter snuden hjemad. Det havde været en helt igennem perfekt dag, hvor vi havde fået gjort vores del af arbejdet, fået flotte natur- og jagtoplevelser og sagt fint farvel til kliken for denne gang. Jeg kunne ikke have ønsket mig, en bedre afslutning end denne.