Dejlig bukkejagt med belønning.

Et dejligt sted.

Min jagtkammerat har et terræn, som de fleste drømmer om. Det ligger i kanten af et større militært øvelsesterræn, og de har et meget moderat jagttryk på området. Jeg har været der før, og på denne aften fik jeg det tårn, som ligger lige midt i området, og hvor rådyrene godt kan lide at være. Turen igennem terrænet var dejlig i sig selv på denne skønne sommeraften, hvor vejret var behageligt. Fasaner og harer var aktive, og vi så ikke mindre end tre råer, som slet ikke havde travlt, det er nu altid en fornøjelse at se råvildt.

På plads

Lad det være sagt med samme - jeg havde en virkelig god fornemmelse, da jeg sad i tårnet. Jeg sad foran en lille mose, hvor engene rundt om, var slået for nyligt. Det gav godt overblik og mulighed for at dyrene kunne liste ud og stille sig fornuftigt. Samtidigt var det tydeligt, at vildtet på ingen måde var mærket af jagttryk. Det kan være svært at forklare, det er måske en følelse af, at dette er helt ro, og alt virker uberørt

Buk!

Nogle gange går det hurtigt, og jeg havde blot lige fået mig selv installeret i tårnet, så var der to bukke, som kæmpede med hinanden yderst på engen. Den ene buk jagtede med den anden, og jeg nåede at se den i 20 sekunder, så havde den store skubbet den lille ud af området. Hvor store de var, kunne jeg ikke afgøre, men den største havde tydelige hvide spidser på opsatsen, så når jeg kunne se det på et dyr i bevægelse på 150 meters afstand, var den nok ikke helt lille. Pulsen var nået godt op, med en chance til buk som kom så hurtigt.

Duerne fløj rundt om mig, og var på vej til at raste for natten - og dermed “sætte sig på pind”, som vi siger, der hvor jeg er fra, altså at duerne sætter sig på en gren i et træ og sover. Ænderne kom pludselig også, og der var i det hele taget meget i gang.

Nyt Besøg

Måske var det alt den aktivitet i luften, som gjorde, at jeg ikke helt havde haft fokus på jorden, men bare 10 minutter efter at bukkene var gået ud af området, kom der en smalrå ved tårnet. Den var ikke mere end 33 meter væk, kunne afstandsmåleren fortælle, og den havde slet ikke travlt, for den gik i 30 min. Jeg havde god tid til at nyde, dog stod den hele tiden og sikrede bagud, som om bukken var på vej, hvilket gjorde, at jeg hele tiden var opmærksom.

Pludselig stod den unge buk på den anden siden af bækken, og så var der 2 dyr at kigge på, en på hver sin side af bækken.og så var der 2 dyr at kigge på, en på hver sin side af bækken.

Det nye dyr, som også var på 30 meters afstand, var en spidsbuk med begyndende gaffel på den ene stang, med en god krop. Det var helt klart en buk, som var godt på vej, så den overvejede jeg slet ikke at skyde, for så ville den jo ikke blive til den seksender, som den havde potentiale til.

Dyrene stod der lidt, hvorefter de begge fortrak i roligt tempo, i hver sin retning. Nu da dyrene var smuttet, tænkte jeg, at det var som sidste sæsons bukkejagt – masser af små bukke, som jeg ikke skød, og fint nok med det. Det er en særlig situation, når man lige har ladet noget gå, for jeg hørte jo 2 stemmer i mit hoved - den ene med “det var det rigtige at gøre”, og den anden som sagde at “jamen- så får du ikke noget med hjem” . De stemmer, tænker jeg, at alle jægere kender. Samtidigt sagde jeg også højt til mig selv, at hvis det er en dårlig chance, som de 20 sekunder på 150 meters afstand var, jamen så er det bedre at vente, for der kommer altid en bedre chance. Og det gjorde der!

Den gamle buk.

Tiden gik dog hurtigt nu, og der var kun 10 minutter tilbage. Men i det samme kom bukken ud, dernede, hvor de 2 bukke havde jagtet rundt med hinanden. Den var høj, og jeg kunne med det blotte øje se, at det var en jeg gerne ville skyde. Op med riflen og den var på den anden side af 100 meter, så jeg vidste jeg skulle skyde lidt højt.

Bukken stod egentligt ok, men var lige skrå nok i vinklen og for at gøre sagerne vanskeligere, så fik jeg voldsom bukkefeber. Riflen kørte rundt, selvom jeg havde fint støtte på tårnet, men måske fordi at bukken, som jeg nærmest ikke turde havde håbet ville komme, var der på de 150 meters afstand. Jeg måtte trække vejret langt ned i lungerne, mens den luntede hen til den anden side af engen, hvor den kløede sin opsats i en gren. Jeg havde godt hold på den og med et meget blødt aftræk, fik jeg skudt den. Den sprang højt i vejret, og trak benet op, så det så fint ud. Så spurtede den tilbage i skoven, hvor den kom fra. Jeg fik trukket vejret normalt igen, og fik styr på mig selv igen. Jeg kunne virkelig mærke, hvordan det hele kørte på mig, som jeg synes det altid gør på mig, når jeg får chancen med riffel. Selv efter mere end 30 år, med jagt, kan jeg få uhæmmet feber, hvilket på den ene side er virkelig livsbekræftende og på den anden side virkelig noget bøvl!

Fundet.

Jeg gik ned fra tårnet og kunne så måle afstand tilbage til tårnet, til det passede, og derved stod jeg på skudstedet. Det var nu også nemt at se, for der lå en del blod og der var dråber mod skoven.

I det hele taget var der en del blod, og det var til at finde. Erling kom, og det blev ham, som fandt den inde i skoven. Det var den gamle buk, en uens 6-ender, og netop den, jeg gerne ville skyde. Fantastisk oplevelse. Skuddet sad lige der, hvor jeg havde sigtet nemlig lidt højt, så det var kun lunge, hjertet var slet ikke ramt, hvilket var grunden til at den havde løbet så langt.

En skøn aften var slut, på et fantastisk terræn, med gode naturoplevelser, jeg glæder mig til at se det igen.