Bukkejagt – en fantastisk men også blandet oplevelse.

Bukkejagt – timer i naturen.

Bukkejagten drager de fleste jægere. Det er ikke blot pga. hele oplevelsen med at skyde en buk, men i højere grad fornemmelsen af at være ude i naturen og opleve alt hvad der er at opleve. Det er det, som er drivkraften for de fleste bukkejægere jeg kender. Det tager ikke lang tid at forstå, hvad bukkejagt er, men det tager rigtig lang tid, at blive god til bukkejagt. Så derfor er det væsentligt ikke kun at kigge på oplevelser, hvor der bliver skudt en buk, men også andre typer oplevelser. De fleste jagtartikler om bukkejagt er skåret lidt over samme liste – gik ud – fandt en buk – skød den – gik hjem. Sådan kan bukkejagt også være og det har de fleste bukkejægere oplevet, men jeg vil i de næste par historier inviterer dig med på lidt andre typer oplevelser, med bukkejagt, som jeg ikke synes du skal snyde dig selv for muligheden af.

En svensk buk i en dansk skov.

Jeg havde været af sted mange gange i denne sæson, og det var endnu ikke lykkes at finde præcis den buk, som jeg gerne ville skyde. Bevares, der havde været masser af oplevelser og bukkejagten var jo den perfekte undskyldning for at være i skoven i mange timer. Om der så kommer en buk, er jo alt efter smag og behag, kronen på værket. For mange bukkejægere handler det meget mere om at være derude i naturen, og så få alle de oplevelser med, som der kan komme ud af det. Måske er det bare det vi siger, når vi kommer hjem uden buk, men det er en anden sag.

Og efterhånden som tiden går, og der ikke ligger en buk i fryseren og et trofæ på væggen, ja så kan man i det mindste glæde sig over, at pürch træningen er holdt ved lige.

På jagt igen.

Jeg var af sted igen – igen. Sneg mig af sted. Rundt om træerne, lavt under grenene, ikke at knække noget. Være i et med naturen og opleve at alt summer rundt om mig. Sådan gik det til at jeg helt uset nåede frem til tårnet dybt inde i skoven. Stille orienterede jeg mig, før jeg ville kravle op i tårnet. Jeg kiggede ned af vekslen ved tårnet og så et par cowboybukser som bevægede sig - op og ned?

Det var alligevel mærkeligt – men ja - det var et par, som havde startet brunsten lidt tidligt.

Jeg stod så der og var iklædt fuld camouflage, så de så mig ikke - og øh - man vil jo heller ikke forstyrre – sådan midt i det hele og alting…..

Nå - men - så blev de færdig – og jeg stod egentligt lidt og overvejede, hvad jeg skulle gøre nu. Og skyde et skud i jorden, synes jeg jo nok ville være temmelig fejt, men de var jo midt i en privat skov, så et eller andet burde jeg jo nok gøre….

Nå, men så gav jeg mig til kende, nu da vi alle var fuldt påklædt, og det førte til, at de ret hurtigt var på vej væk fra området. Jeg fik dog fat i fyren og forklarede ham, hvor han var. Han var svensk og da tårnet ligger temmelig langt inde i skoven, havde de slet ikke forventet at blive taget med bukserne nede - i mere end en forstand :-)

Jeg er dog ikke sikker på, at han forstod meget af, hvad jeg sagde, men det går nok også; jeg har fået dagens oplevelse. Jeg skiftede dog til et andet tårn, da der nu var brunstspor ved dette tårn :-)

Der var bukke ved det andet tårn, men ingen afskudsbare. Så da jeg kom tilbage til jagthytten havde jeg ikke en flot buk med, men jeg havde dog en historie, som ingen af de andre kunne matche.

Byttet eller oplevelsen.

Og sådan blev det ved. Der var masser af oplevelser og pludselig skete det så igen. En hel lang bukkejagtsæson var ved sin afslutning, og jeg havde endnu en gang ikke fået skudt buk. Jeg havde mødt bukke, men de var ikke store nok, på de arealer, hvor jeg mødte dem og der hvor størrelsen ikke betød noget, om man så må sige, der mødte jeg så ingen bukke.

Jeg havde faktisk været af sted mindst en gang om ugen i hele sæsonen, og på 6 forskellige terræner i mindst 3 landsdele, så det var ikke fordi jeg ikke havde opsøgt bukkene. Der havde været mange andre oplevelser, men buk var det ikke blevet til.

Så det var lidt med fornemmelsen af sidste chance, at jeg denne morgen tidlig kørte ud med min far, på det område, hvor vi gerne måtte sætte os. Det var nu ikke fordi det var specielt oplagt, for regnen silede stille ned og det virkede ikke som om det havde planer om at stoppe. Det havde det heller ikke set ud til aftenen før, men der var regnen alligevel stoppet, da vi nåede frem. Her havde vi siddet i en kornmark i et par timer, og jeg så alt i alt to ænder..... Efter jagten var slut havde vi set tre rådyr.... Det skulle nok bare ikke være i år.

Der var bukken!

Men denne morgen skulle det blive anderledes. Jeg sneg mig hen til stigen. Og der var bukken! Og den var flot! Og den var så også død! For den hang nemlig fra stigen ....den rare mand som har terrænet og havde givet os lov til at sidde der, havde skudt den aftenen før, og hængt den på stigen ... Det er da en mand med en del humor, for han havde ikke fortalt os om det. Så kunne jeg sidde i stigen og klappen bukke på snuden. Ja lidt fornøjelse har man da.

Regnen var stoppet, og det kunne jo så være at bukkens noget større morfar ville komme forbi, det ville da ikke gøre noget. Så jeg sad og nød at være på bukkejagt igen. Der var også dyr at se på, for lige foran mig rendte en hare rundt og spiste løs af det høje græs. Det var en dejlig morgen, og selvom der ikke var et mylder af dyr, hyggede jeg mig nu alligevel.

Men så puslede det lige pludseligt. Og grebet om riflen blev strammere. Og nu var der grene som svirpede. Og så kom den frem. En meter fra mig dykkede et egern op! Det løb rundt i træerne og virkede ikke til at kende til mig. Det var rigtigt hyggeligt at få den lille røde gavtyv helt tæt på. Jeg kunne faktisk se hårene i øjenbrynene på den - så er de tæt på.

Egernet hoppede rundt i træet og haren hoppede rundt på engen. Jeg sad og drak mig en kop kaffe og overvejede igen, hvorfor det var jeg igen havde brugt så mange timer på jagten, men da haren gik i mand og kort efter spurtede væk, da en meget rød kok kom ind på scenen, ja så gav svaret nok bare sig selv. Der er så meget andet at se på derude, og når man sidder stille, så kommer alting rigtigt tæt på.

At det så hedder bukkejagt er egentlig underordnet, for det kunne lige så godt hedde oplevelsesjagt. Men jeg ville nu gerne have haft en buk :-)

Afslutning.

Og sådan er bukkejagten. Vi går og samler på oplevelser, som vi deler med hinanden. Når nogen skyder en buk, glæder vi os på deres vegne, samtidigt med at vi er misundelige over, at deres anstrengelser har båret frugt, hvor vores stadigvæk ikke har givet det helt konkrete udbytte, som vi jo higer efter. Men vi prøver igen næste sæson!

Knæk og bræk

Morten