Nabojagt – en gevinst for alle.

Jagt på eget terræn

Da jeg startede med at gå på jagt, var det altid på mine forældres gård, hvor vi gik rundt i dalene og skoven. Det var en god dag, men den varede ikke hele dagen, hvilket dog ændrede sig da en af min fars ungdomskammerater også gerne ville være med, så vi gik på jagt på hans område om formiddagen og på vores om eftermiddagen. På den måde var vi på jagt en hel dag. Men det var stadigvæk vores eget terræn, som stod for, og derfor kom vi normalt på jagt maks. 4 gange i efteråret, for mere ville vi ikke forstyrre jagten.

Det er nok en meget almindelig udfordring, at man har et jagtterræn, og man vil gerne bibeholde en god jagt, så derfor sætter man ikke jagttrykket for højt, for det bliver jagten som regel blot mindre udbytterig af. Men hvad skal man så gøre for at få mere jagt, lavere jagttryk og et større jagtterræn? Det er præcis, hvad denne artikel vil give et bud på.

Naboen – han skyder jo det hele!

Sådan lyder det ofte i jægerkredse, så vi skynder os at skyde bukken, før den løber ind til naboen og bliver skudt der. Det er bukken nok ligeglad med, for den er jo død under alle omstændigheder! Jagtnaboer kan have mistro til hinanden, men oftest har de slet ikke talt sammen, for de er på jagt på forskellige tidspunkter og møder derfor heller ikke hinanden. De fortæller en masse om de andre nabojægere, men reelt ved de det ikke, for de har aldrig sat sig ned og talt sammen om at drive jagt sammen. Når man først har et område, så vil man ikke dele det med andre jægere. Sådan har nogle jægere det. Andre har det sådan, at når nogen har det store område, så giver det ikke mening at tale med dem, for de vil sikkert ikke på jagt med andre, for de har selv jagt nok. Andre igen tænker, at vi har jo en fin jagt selv, så hvorfor ødelægge den ved at invitere naboen med, for han ødelægger jo alting, siger nogen. Sådan kan der være mange fortællinger og historier, som bunder i, at der ikke er nogen, som har taget initiativ til at nabojægerne taler sammen. Men hvem skal så tage det første skridt?

En god plan

Hos os var det min far, som tog det første skridt. Han havde efterhånden jord nok til en hel jagtdag, men jeg tror, at han savnede at gå på jagt nye steder og se andre jægere. Derfor kontaktede han de jordbesiddere, som lå rundt omkring ham, nogle fætre som boede tæt på, osv. Det førte til et møde, hvor alle kom med deres jagt til bordet. Jagterne var både store og små og indeholdte mange forskellige typer af jagt, og efter en længere snak, blev de enige om at lave et samarbejde omkring jagt. Det gik i al sin enkelthed ud på, at man lagde jord til nabojagt 2 gange i løbet af sæsonen, hvor man til gengæld kunne komme med på jagt cirka hver 14. dag igennem hele sæsonen. Jagterne forløb efter en planlagt turnus, så der var 2-3 forskellige terræner, som jagtdagen indeholdte, og så startede man hos en nabo, og fortsatte så igennem terrænerne, til man sluttede hos en anden nabo.

Sådan fik vi etableret, at vi var 10 jagter af forskellig størrelse, som sammen afholdte fælles jagtdage. Nogle af naboerne havde kun jord nok til en enkelt lidt kort såt, men så var der ofte morgenmad eller frokost hos dem, så de på den måde kompenserede for, at de måske ikke havde så meget jagt. Det var nu kun det første år, at der var nogen, som gik op i hvor meget jagt, nogen havde med eller hvor mange de kom; derefter var det mere, hvordan dagen kunne planlægges, så det gik op med, hvor vi startede og sluttede.

Jagt begynd

Så gik sæsonen i gang, og det var spændende at se, hvordan andre jægere, som man ikke kendte, gik på jagt. Det var jo sådan, at den nabo, som havde jagt hos sig, planlagde afviklingen af sin egen jagt, så på den måde kom vi med på jagter uden at skulle stå for noget. Det var helt nyt, for vi var vant til at planlægge alt i detaljer, men nu kunne vi blot deltage. Det var hyggeligt, og der kom hurtigt nogle historier, som fulgte os i årene, der gik, som der gør, når jægere jager sammen i flere år. Særligt min fars gravhunde var et yndet historieobjekt, for de havde (og har) tendens til at have et meget langt søg. Et søg som kan vare det meste af en formiddag, og som til tider ikke er færdigt, når jagten på det område er. Derfor måtte deres kasse sættes af, og så måtte vi køre forbi senere på dagen og samle hundene op, når dagen var slut.

Gravhundenes trang til at drive med dyr, betød også, at de kastede sig over de får, som en af deltagerne havde på sin jord! Fårene blev drevet fint frem til skyttekæden, men blev dog ikke leveret til paraden! Derefter var fårene oftest lukket inde, når vi kom på jagt derefter. Det var blot en af historierne, og naboer som før gik og kiggede på hinandens arealer, var pludselig med hos hinanden. Hvor vildtet faldt, var egentligt ligegyldigt for den som havde det jord, var også med på dagens jagt, og måske var det faktisk bedre at starte trykket fra hans jord pga. vindretningen den dag, og så gjorde vi jo bare det. Det gav pludselig en masse muligheder og energi til at planlægge og afvikle jagterne anderledes, end vi havde gjort i årevis.

I starten af sæsonen var alle pladser ofte besat, og det betød, at der skulle tænkes lidt kreativt med bagposter og driver med gevær og uden hund, men ganske kort inde i sæsonen var der pladser i overskud, og der blev ringet rundt, så pladserne kunne bruges af andre. I årenes løb var der mange nyjægere, som kom med på disse jagter, og de var både taknemmelige og overraskede over, hvor forskelligt jagt de kunne få lov til at deltage i. Jeg har ofte hørt dem tale om, at lige den jagt havde de da kigget på, når de selv havde været på jagt, men pludselig at stå og deltage i den var noget helt nyt.

Og sådan gik årene, mens nabojagterne fortsatte. Hver sommer var der møde, og her blev der fordelt dage og områder, så alle vidste, hvornår det var deres tur osv. Nogle nye naboer kom til, og nogle faldt fra. Et par af fætrene byttede ejendom, andre ejendomme blev handlet, og de nye naboer inviteret med i jagten og jagten fortsatte ufortrødent. Nye generationer kom til, og samtidigt var det dejligt at se de naboer på jagt, som man kendte fra sin dagligdag, og mange ting er blevet ordnet mellem såterne eller ved middagsbordet, som ellers måske ikke var klaret helt så let, som markering af skel eller oprensning af åer og samarbejdet i høst og alt det andet, som fylder i livet på landet.

Afslutning

Det vigtige med nabojagt er, at alle deltagerne får noget ud af det. Både dem med de store og de små arealer. I vores tilfælde var det nok smart, at det var den største jagtbesidder, som tog initiativet. Det gjorde det lettere at få flere med, for der var mange der gerne ville prøve mere jagt og gerne ville have en hel jagtdag frem for en enkelt såt. Der var ikke nogen, som synes, det var en dårlig ide, og da alle var samlet, var det ikke det store problem at lægge en plan, som så hvert år blev justeret, så det passede alle. Efterhånden som tiden gik, var det også sådan, at terræner blev tilbudt uden, at de jægere som havde dem selv kunne deltage pga. andre aktiviteter, og det viser, at tilliden var endog meget høj.

VI afholdt stadigvæk selv 2 andre jagter ud over nabojagterne, og det stod alle frit for at gøre det samme, da nabojagterne ikke styrede jagten, men det gjorde den enkelte. Det betød, at vores nabojagter ofte havde et højt jagtudbytte, for resten af sæsonen var der ro på terrænet, da jægerne jo var på jagt andre steder.

Epilog

Da jeg skrev denne artikel blev jeg selv inspireret og tog fat i en god jagtkammerat, og talte med ham om at lave en nabojagt. Det gør vi nu til næste jagt, hvor vi starter på det ene af de 4 terræner, vi til sammen har til rådighed, og derefter fortsætter vejen rundt, og slutter med aftentræk på ænder, som enten kan være i den sø, han har på sit terræn eller i den å, som er på et af vores terræner afhængigt af vind og vejr. Jeg glæder mig meget, og tager samtidigt en nyjæger med, som også kan opleve forskellige terræner, med forskellig jagtledelse. Det kan kun blive godt.

Så tag kontakt til din jagtnabo og forslå en fælles jagtdag, så får I begge mere jagt. Det er nok nemmere, end de fleste tror.

Knæk og bræk