Grisejagt – tilbage til Sverige.

Et godt tilbud

Min faste jagtmakker Sune havde igen fået mig lokket med på grisejagt i Sverige. Det var det sted, som han efterhånden havde skudt 15 grise fra, så forventningerne var høje for, at vi skulle se gris.  

Jeg havde købt en natkikkert, så det var fint at se, hvad den kunne bruges til.

Vi kørte derop sent om eftermiddagen og fik noget aftensmad på vejen.

Det var meget lyst og ville først blive mørkt efter 22, så vi regnede ikke med den store aktivitet før, efter solen var gået ned.

Jeg var på plads ved den grusgrav, hvor Sune har skudt mange grise fra.

Sandgraven var temmelig lille og fra tårnet til foderpladsen var der 50 meter. Det er meget almindeligt med korte afstande ved grisejagt, da sigtbarheden som regel er kort, når det er blevet mørkt.

Vildt inden for rækkevidde

Efter en halv time kom der en gaffelbuk lige bag mig - 15 meter væk fra mig. Så havde jeg da set vildt.

Der var en del skader, som hoppede rundt og snepperne fløj forbi og lød som rustne oliekander. Naturen virkede meget ugeneret af mennesker og det gav det mere ro og dermed liv. Solen gik ned og efterlod et flot billede af først rødlige nuancer og derefter blålige. En af de helt utrolige ting ved at sidde på jagt er, at der er masser af foræringer af natur, som man ellers ikke ser, fordi når først man sidder på det samme sted i nogle timer, så viser naturen altid et eller andet smukt for en.

Mens solen forsvandt, snepperne fløj frem og tilbage og flagermusene tog sig af insekterne, var det også tegn på, at den del af jagten, som traditionelt gav mest, nemlig de første 2 timer efter solen gik ned, kunne begynde. Men om grisene ville komme, det var det store spørgsmål.

Et nyt kapitel

Jeg tror måske, min opmærksomhed var væk et øjeblik, men pludselig kom der lyde fra skoven. Vildsvin har en helt særlig lyd. Det lød ikke elegant som når et rådyr kommer trippende, eller en hare hoppende, nej det lød mere som en bulldozer, som var ved at lave en ny vej. Så røg der en gren, så smuttede der nogle sten osv. Og så stod der så en gris ved kartoffelbunken. Den kom lige ud af skoven og stillede sig og gik så hurtigt ind igen. Det var en stor gris, og det var både godt og skidt. Parolen lød på, at vi måtte skyde søer, og da jeg er temmelig ny i grisejagt-sammenhæng, har jeg mere end vanskeligt ved at se forskel på, om det er en so eller en orne. Jeg havde håbet, at der var kommet en flok, og så kunne jeg ud fra størrelserne på grisene vurdere, hvilke der var hvad og derudfra beslutte, hvilken en jeg ville skyde.

Grisen var ikke rolig. Den kom kort ud, og så væk igen. Det havde Sune sagt, godt kunne betyde, at der var smågrise gemt af vejen i skoven, så den undersøgte foderpladsen før ungerne kom ud. Omvendt var det sådan nogle gange, at soen sendte smågrisene ind først, så det var ikke lige sådan at lave en regel. Sådan synes jeg faktisk at det meget var med vildsvin. Når nogle havde en regel, var der andre som kunne sige, at den ikke holdte, og det betød, at jeg var forvirret allerede før vi kom på jagt.

Skal – Skal ikke?

Nu skete der så det, at der kom endnu en stor gris ud. De stod så ved dyngen og jeg havde god tid til at finde dem i kikkerten. Jeg havde ikke bukkefeber, og var rolig i hele afviklingen. Samtidigt havde jeg nu ventet små 10 minutter, så næste gang at grisene ville komme ud fra skoven, så var det nu, for jeg var blevet overbevist om, at det ikke var søer.

Og så går det jo, som sådan noget altid gør – de kom ikke ud igen! De viste sig ikke mere, og jeg sad resten af tiden og tænkte, at om lidt kommer de, men det gjorde de så bare ikke.

Hele min opsætning med natkikkert, den måde jeg havde gjort klart på, og selve klargøringen af skuddet, var fint. Jeg mangler noget mere erfaring med at genkende typerne af grisen, og dermed komme endnu tættere på at få fuld valuta af de gode tilbud med grisejagt, og turene tilbage til Sverige

”I’l be back”!

Knæk og bræk