Den onde cirkel.

Sneppen

Det var en rigtig dejlig dag sammen med rævejægeren og familie. Vi mødtes om morgenen, og historierne føg over bordet. Som sædvanlig var der en god stemning og der var forventninger til dagen. Jeg hørte en hel del for, at jeg på den samme post i den samme såt nu i flere år havde stået og skudt forbi til sneppe. Det var vel nærmest sådan, at sneppen nu vidste at den blot skulle flyve den vej, så var alt godt. Det var endt med at blive en ond cirkel, hvor jeg jo ellers havde skudt en del snepper, men jeg kunne ikke ramme den som kom på denne post, hvilket var temmelig irriterende. Så da vi startede op med at tage netop den såt lige efter morgenmade var jeg spændt.

Vejret viste sig lidt gråt og vinteragtigt. Der var en lugt i luften, som hele efteråret er så fuld af, hvor man mærker at vinteren ikke er langt borte, men sommeren efterhånden er længe væk. En dag hvor vejrguderne virker til at have travlt andre steder, end der hvor vi var, og hvor frosten endnu ikke har skabt den klare ramme for, hvordan sådan en dag mærkes.

Terrænet som posten ligger i er på en flot eng, hvor landskabet bølger omkring, og giver plads til masser af små sving og pletter, hvor snepperne kan lægge sig. Det er en lang skråning jeg skal ned af, men jeg kom fint på plads, og imens jeg gik på plads fløj et par fasaner ud af sået – men så var de der jo også når vi kom næste gang. Så startede min far med at gå igennem sammen med vores tro ungjæger Simon, som endnu er et par år for ung til jagttegn. Det havde dog ikke forhindret jagtiveren, så han var ankommet på cykel faktisk før de sidste jægere var ankommet! Det var en ivrig ung mand, som i dag var med som klapper/hund.

Der gik heller ikke længe så kom råbet – Sneppe frem!

Og så er det at man godt kan mærke at man lever, for blodet rullede rundt i kroppen. Og der, ud af det tætte krat kom sneppen. I et fint blødt sving fra højre mod venstre, og uden rigtigt at tænke mere over det trak jeg op på den og så lå den i græsset. Det var en forløsning. Endeligt at få brudt den onde cirkel. Så var sæsonen reddet, for jeg mener jo at en fugl redder dagen, men en sneppe redder sæsonen.

Sneppen gik ingen steder, for jeg havde skudt den med en 3’er stål 32 gram, og mit skud havde fjernet hovedet, så at sige den var død var faktisk lidt en underdrivelse. Faktisk kunne man sige, at den hovedløse fugl havde brudt den onde cirkel.

Når man efter såten kommer hen til de andre, så var det jo dejligt, at de også var glade på mine vegne, for bag drilleriet vidste de jo godt, at jeg rigtig gerne ville have en sneppe på den post – og nu var det lykkes.

Rævejagten

Vi kørte så rundt i det midtjyske og tjekkede kunstgravene. Vi har efterhånden tilsammen 5 gravhunde, hvoraf de 3 er erfarne udsmidere, og de 2 sidste er unghunde på vej. At vi havde forskellige muligheder med valg af hund, har ofte vist sig som en fordel, og det var det også denne dag. Vi kom da ud til en grav vi lavede sidste år, og i første sæson havde den ikke givet ræv, men i denne sæson var der leveret en enkelt allerede. Ind løb min fars hund, som er en type der gør meget, og ikke går i infight med ræven. Den kom ud igen og løb ind fra det andet hul, men selvom der var kontakt kom den ud igen. Og så var det at vi kunne bytte hund, og sende rævejægerens hund ind i stedet. Det er så en helt anden type. Hvis min far hund er meget talende, så er der mere tale om et tæskehold med denne hund.

Det gjorde så også en forskel. Hunden var lige kommet ind, så var der kontakt, og tydeligt slagsmål, og så sprang ræven! Den gik i fuld fart af sted i det høje græs, og skuddene faldt efterhånden som ræven kom fri og hunden var i sikker afstand. Det blev rævejægeren som satte det afgørende punktum, og det er jo altid dejligt for en rævejæger at få en ræv, som er smidt ud af ens egen hund.

Det var jo dejligt at få en ræv, og også rigtigt godt at vores system med hundene virkede endnu en gang. En af de andre meget væsentlige ting, var at der selvom vi var flere skytter ved graven, var den tålmodighed, som er så vigtig, når man er på rævejagt. Man skal simpelthen vente, til ræven er det rigtige sted, hvor hunden ikke er i nærheden, og skudchancen er bedst. Derfor var det ikke tilfældigt at det var rævejægeren som leverede ræven, for det er han eksperten i at få til at går op i en større helhed.

Så kørte vi videre til de andre grave vi har, med forventning om flere, for nu tror enhver jæger jo, at der er ræve i alle grave men sådan gik det jo heldigvis ikke. Der var faktisk ikke nogen hjemme i de andre grave, men smilene var brede, og jeg tror, at mit vil være der resten af sæsonen, med den hovedløse sneppe som brød den onde cirkel.