På jagtkravlebanen med Nyjægere.

Det er svært at være ny på jagt.

Nyjægere har det ikke nemt. De har kastet sig over en interesse, hvor de skal begå sig med erfarne folk, som har dyrket jagt i utallige år, og har alle de erfaringer, som de endnu ikke har fået. Når de spørger om ting og sager på Facebook eller andre steder, er det ofte med bævende hjerte, for det der med at se dum ud, det holder ingen af os af. Når man så har spurgt om noget, får man virkelig mange forskellige svar, som man så derefter skal finde et godt et iblandt. 

Det er i det hele taget svært at komme i gang, og udfordringerne er utallige. Hver jagtform kræver viden og evner, som dem, man er sammen med, ofte tager for givet, at man har. Derfor er det også rart, når der er en jagtform, som er nem at lære, og hvor nyjægerne kan få alt den støtte, de behøver. Til dette egner rågeregulering sig fortræffeligt.

Jagtformen.

Rågeregulering handler jo om at regulere råger, som er så store, at de ikke længere sidder så meget i reden, men er sprunget ud på grenene. De skal være så langt fra reden, at når man skyder dem, falder de ikke ind i reden igen. Det sværeste ved jagtformen er at spotte ungerne, og det går der meget tid med at gå rundt og kigge op i træerne efter ungerne. 
Når først man har spottet en unge, kan man så kalde nyjægeren hen, og få ham til at se den. Det er for øvrigt temmeligt svært: “Kan du se den sorte fugl der midt i alt det grønne ved siden af den gren”? Nej, det er faktisk temmeligt pudsigt at stå og danse rundt med hinanden indtil pludselig - “Nå ja, der er den jo”!

En rolig ramme om jagten.

Min ramme om denne jagtform er, at jeg har fundet mig et par kolonier, som jeg må regulere i. Dem har jeg så slået sammen med den lokale jagtforenings kolonier, så vi sammen regulerer alle kolonier. Det er en god aftale, både for koloniejerne, som gerne vil se os så ofte som muligt, og for både foreningen og jeg, da vi derved har mange kolonier til rådighed og dermed ikke det store pres på, at nå at komme hele vejen rundt. Den ansvarlige fra jagtforeningen har lavet en gruppe, som regulerer, og vi melder så ind til ham, hvornår vi vil tage rundt. Det virker fint.

Erfarne og pædagogiske hjælpere.

Det væsentligste for mig, når jeg arbejder med nyjægere, er, at alt foregår i en rolig behagelig atmosfære, hvor der ikke laves fejl, men hvor vi gør ting, vi sammen bliver klogere af. Samtidigt er det væsentligt, at de øvrige jægere, som hjælper mig, har en pædagogisk tilgang, da det kræver noget empati og anerkendelse, for at være med i mit setup. Derfor havde jeg til denne jagtdag valgt Torben Møller-Nielsen og hans søde kone og deres dejlige hunde til at bistå. De har netop den ro og indlevelse, som er vigtig, for at jagten bliver en god oplevelse for alle. 

Nyjægere af tiden. 

Rasmus og Mathias er to meget typiske nyjægere af tiden. De er begge voksne mennesker med børn i varierende størrelser, som har nået et punkt i livet, hvor de gerne vil prøve kræfter med jagten, og den frihed der ligger i denne interesse, nu hvor de har fået mere tid og økonomi til at gøre det. De har nærmest intet jagtnetværk, og den viden, de har om udøvelsen af jagt, har de fået gennem deres jagttegnskursus. 
Jeg havde allerede haft dem med på både gåsejagt og en traditionel klapjagt, og her fik de både nedlagt vildt og fik det forlagt og ordnet, så de havde det med hjem til øjeblikkeligt brug i madlavningen. Det fik jeg for øvrigt fine billeder og tilbagemeldinger af, hvordan de havde serveret det for deres familie med succes. 

På den måde er de meget tidstypiske for den nye generation af nyjægere, som gerne vil have oplevelsen, vildtet til madlavningen og ikke i samme grad optaget af selve jagtudøvelsen, som jeg selv var. Hele delen omkring maden, som er en væsentlig del af oplevelsen, var ikke så tydelig i min rejse ind i jagten, som den er nu. Det, synes jeg, faktisk giver virkelig god mening, at vi på en måde er tilbage ved udgangspunktet med at jage for at få mad, som gør os selv og vores familie glade. Ikke for at overleve, men for netop at gøre noget særligt for os selv og andre. 

Som nævnt ved ingen af dem meget om jagtformen, så inden dagens jagt var de blevet udstyret med nogle af mine tidligere artikler om denne jagtform, en tjekliste med hvad de skulle have med, samt et mødetidspunkt og -sted. Så var de så klar, som de kunne blive. 

På jagt.

Vel ankommet til den første, og dagens største, koloni, kunne vi starte på jagten. Vi var slet ikke i tvivl om, at vi var det rigtige sted, for lyden fra rågerne trængte tydeligt ned til os fra kolonien. Den ligger midt i en hundelufterskov, hvilket gjorde at vi mødtes midt på dagen, hvor der var færrest hundeluftere i skoven. Publikum er et vilkår, når vi går på jagt, og ved rågeregulering er vi jo ofte i byen, hvilket giver folk rundt omkring os, som naturligvis er nysgerrige på, hvad det er vi laver. De fleste, oplever jeg, er taknemmelige for, at vi reducerer bestanden og dermed både larmen og de mange efterladenskaber, som sådan en koloni laver neden under træerne. Andre er lidt mere bekymrede omkring den del, at vi går med våben, hvilket vi også oplevede senere på denne dag, men mere om det senere.

Vi var kun netop trådt ind under de første træer, så kunne vi over os se en masse reder, og både Torben og jeg spottede hurtigt de første unger, som sad ude på grene, og var skudbare. Vi havde fordelt nyjægerne blandt os, og jeg kaldte hurtigt min over, for at kunne nedlægge den første. Når man står i det med et våben inde i en by, giver teorien med skudvinkler oppe i luften meget bedre mening, og Mathias fandt da også både vinklen og fuglen, og efter et par forsøg, kom ungen ned. Det er den kontrollerede del af jagten, at der er masser af tid til at finde fuglen, få støtte til skuddet og hvis ikke man rammer, at få endnu en mulighed, da ungerne sjældent flyver væk. Til tider hopper de ind i reden igen, og så enten venter man eller går videre til næste rede.

Stille og roligt bevægede vi os alle fem rundt i kolonien, mens fuglene blev spottet og nedlagt, og hunden fik rolige apporteringer, med varme fugle. Glimrende træning for hunden, kunne jeg forstå på Torbens kone, og dejligt at alt blev samlet op. Det er en væsentlig del af at gøre jægerhåndværket ordentligt, at alt bliver samlet op, som er faldet ned.

Undervejs var der god tid til at snakke om alle de ting, som nyjægerne ville spørge om, samtidigt med at vi andre også kunne få en god snak, mens vi gik og kiggede op i træerne.

En af gaverne, ved at have nyjægere med, er, at de ofte spørger om, hvorfor man gør det ene eller andet. Det kræver tit, at jeg lige tænker mig om en ekstra gang, for ofte er det noget, jeg slet ikke tænker over, hvorfor jeg gør. Når jeg skal sætte ord på, bliver det mere konkret også for mig selv.

Andre gange stiller de spørgsmål, som slet ikke giver mening, og her kan jeg godt mærke, at det er lykkedes med at få dem til at være rolige i den ramme, jeg har lagt, for ellers havde de aldrig stillet et så helt igennem underligt spørgsmål. Men det er jo underligt for mig, da jeg jo kender alt til området i forvejen.

Undervejs var det også virkelig en god ting at have Torben med, for med hans faglige baggrund som biolog og med endog mange år i jægerfagligt arbejde, kunne han svare på langt flere ting, end jeg kunne. Det er en af de andre ting, som ofte opstår, at snakkene breder sig mellem alle, og at der sammen findes svar, frem for at det er mig som jagtleder, der skal have dem. Det er virkeligt behageligt og giver en god stemning.

En ny koloni.

Da vi kørte fra den første koloni, havde vi nærmest fået fugle nok til, at de to nyjægere kunne servere middag for deres familie. Det var jo meget rart, at der var vildt med hjem, og vi var kun lige startet. 

I den næste koloni var jeg spændt på at se, om nyjægerne var begyndt selv at kunne se fuglene i træerne. Derfor holdt jeg mig selv noget tilbage, og lod andre spotte fuglene. Det gik rigtigt fint, og drenge begyndte stille og roligt dels at have ondt i nakken af at kigge, og dels at se de sorte pletter i det grønne, som fuglene fremstår som. 

Da vi nåede til tredje koloni, var det sjældent nødvendigt at pege fuglene ud, men til tider er det jo alligevel rart nok at få vist, hvor man cirka skal stå for at få øje på fuglen. 
En pudsig ting ved jagtformen er, at et enkelt skridt frem eller tilbage ofte kan gøre, at man ser fuglen. På den måde er jagtformen også en glimrende træning før bukkejagten, for det træner øjet i at få øje på bevægelser, og det som stikker ud i et område. Denne evne er jo helt afgørende for at få succes med Bukkejagt, og gavnede mig senere i sæsonen. 

Et hensyn at tage.

En af kolonierne ligger på en skole. Her må vi gerne komme og regulere. Det kan dog være lidt specielt, for ikke alle er glade for kombinationen af børn og våben. Det oplevede vi, efter at vi gik fra sportspladsen, hvor dem vi mødte, alle var glade for, at vi regulerede fuglene. Da vi kom ned til skolen, gik der ikke længe før en bekymret pædagog kom ud og bad os om at komme en anden dag.

Det var på sin vis lidt pudsigt, da vi var på en skole på landet, så alle børnene var helt med på, hvad vi lavede, hvorimod den bekymrede pædagog nok var mere bekymret for eventuelt forældres reaktion. Sidste sæson havde jeg lavet et arrangement med fra jord til bord med en pædagog fra samme skole, hvor ungerne var med til at ordne fuglene, men de var allerede skudt. Der oplevede jeg stor accept og glæde fra både pædagoger, børn og forældre, men at vi gik og skød var tydeligvis lidt for meget for hende.

Vi gik naturligvis straks derfra, for ingen grund til at nogen skal blive bekymret. Her, tror jeg, jægerne står sig bedst ved at informere om, hvad vi laver og samtidigt lige stikke en finger i jorden og vejre stemningen, og typisk indstille jagten for at komme igen en anden dag. Konflikter gavner ikke jagten, så hellere trække sig.

Håndtering af vildt.

Vi havde nu også rigeligt med fugle, så det passede fint at indstille jagten og køre hjem til Torben og ordne fuglene. Det var virkeligt hyggeligt, og der gik ikke lang tid før nyjægerne selv kunne ordne fuglene, efter at jeg først havde vist, hvordan jeg gjorde.

Nu blev jeg positivt overrasket for i stedet for kun at gøre, som jeg havde vist med at tage brysterne fra fuglene, ville de hellere plukke fuglene og derved få hele fuglen med. Det fandt de selv ud af at gøre, og snakken om, hvad man kunne lave af mad ud af fuglene, gik lystigt. Den snak fortsatte over den efterfølgende kop kaffe i Torbens hyggelige hjem. Det blev også til en tur rundt omkring i huset med trofæer og anekdoter, mens jeg drak kaffe og snakkede om alt muligt andet med Torbens søde kone. Jeg var meget taknemlig for den gæstfrihed, jeg mødte, og min erfaring er også, at de fleste erfarne jægere gerne vil give deres viden til de nye jægere, hvis de bliver spurgt på en venlig måde.

Alt får en ende.

Til sidst kaldte virkeligheden med kone og børn på nyjægerne, og de var nødt til at bryde op efter en helt fantastisk dag, som de sagde. 

Jagtkravlebanen virkede efter hensigten, og nyjægerne fik både trænet deres jagtkompetencer og mødt en jagtform, som måske var sjovere, end de umiddelbart havde regnet med. Det var en god dag for alle, og mon ikke alle gerne vil med igen til næste sæson. 

Knæk og bræk 
Morten

Foto af Torben Møller.