Maries første and.

Helt ny på jagtens sti. 

Det første stykke nedlagte vildt. Det står stærkt i erindringen hos enhver jæger. Jeg husker stadigvæk mit første stykke vildt, som var en fasan. Det gjorde et stort indtryk, og de næste stykker vildt kom noget lettere, da det første var nedlagt. 

Sådan havde Marie det også, da hun nedlagde sit første stykke vildt, nemlig en fasan for to år siden. Siden da havde virkeligheden overhalet hende indenom og med barsel og baby, var tiden til jagt og træning blevet voldsomt udfordret. Det betød, at da vi stod overfor at skulle på den store andejagt med nyjæger.dk, var det hele noget rustent. Noget måtte gøres! 

Tilbage i rutinerne.

Vi mødtes på skydebanen med et klart formål om, at Marie var klar til at skyde sin første and, når vi forlod skydebanen igen. En af udfordringerne var, at de jagtoplevelser, som Marie havde haft siden den første fasan, ikke havde givet det afkast, som hun gerne ville. Der var blevet brugt en del patroner, uden at fuglene var faldet ned, og frustrationerne og usikkerheden fulgte med. 

For mig handlede det om at gøre tingene så simple som muligt, og med få anvisninger få er fornuftigt resultat. Det handlede ikke om at skyde alle lerduer fra alle retninger, men om at få teknikkerne på plads til de få fugle, jeg vidste, vi ville få for, fra mine erfaringer fra en tidligere andejagt samme sted. 

Vi startede med de lerduer, som Marie havde nemmest ved at ramme. Det var dem, som kom fra højre og gik mod venstre - jeg har aldrig helt fundet ud af, om det er en venstre due eller højre due - men jeg ved dog, hvor den kommer fra.  Før der blev løsnet et skud, arbejdede vi med, hvordan Marie stod med sine fødder, hvordan hun svingede efter duen, og hvor fokusset lå på, hvor at hun ville skyde duen. “Smalt fokus med store bevægelser”, var en af nøglerne for Marie. 

Da den første due blev sendt, trak Marie fint efter den, og kom hele vejen med den uden at stoppe sit sving. Hun skød ikke efter den, for fokusset var på at få svinget til at sidde. Nu var vi klar til, at der også fulgte skud med lerduen.  Og som den mest naturlige ting skød hun den første due, som hun trak efter, som vi havde trænet. Også den næste due blev nedlagt, hvorefter den tredje ikke tog nogen skade. Det gav anledning til ar drøfte, hvad der gik så godt på de første, og hvad der skulle gøres mere af. Jeg arbejder ikke ud fra fejl, men tværtimod med det, der går godt, og at gøre mere af det. 

Med den viden faldt duerne ned, som Marie gerne ville have, og vi stoppede hurtigt, så der ikke kom træthed og deraf faldende koncentration og færre ramte duer, men derimod kunne stoppe på succesoplevelse.  Vi arbejdede kun med højre/venstre duer og høje spidsduer, da det var dem, vi ville møde på andejagten. Sideduerne sad fint, og hurtigt begyndte den rutine, vi havde opbygget at sidde, så når den ikke blev fulgt, var Marie hurtigt selv bevidst om det, og havde et tydeligt mønster, som hun kunne gå tilbage til. 

De høje spidsduer havde hun altid frygtet, for der kunne alle se, hvad man gjorde og dermed var der for meget fokus, hvilket ødelagde koncentrationen. Nu gik hun helt firkantet til værks, brugte det indlærte mønster, og så handlede resten om at justere på typen af due. Det gik rigtigt godt, og med Maries ord i øret: “det er lige meget hvem jeg står ved siden af - jeg fokuserer kun på mit eget mønster, så skal det nok gå”, var hun klar til andejagten. 

På jagt.

Det var en svær dag, vi havde valgt til at omsætte teorien til praksis. Mit håb om meget lidt vind og overfodrede ænder, som kom så langsomt, at det nærmest var som at se slowmotion, blev skuffet på vej ud til første såt. Der var fuld tryk på vinden med op mod 10 sekundmeter, og lige så snart ænderne blev lettet, kom de i 40 meters højde med god fart på. Selv for en erfaren skytte, var det vanskelige vilkår, og omkring skød nyjægerne mange skud med få nedlagte fugle. 

Marie stod ved siden af mig, og skød med få skud. Dem hun skød til, var på max højde, og derfor vanskelige at få ned, hvilket de heller ikke kom. Jeg brugte selv 10 skud med 4 fugle til følge, hvilket er meget langt fra min normale statistik med udsatte ænder, så vilkårene var vanskelige. 

Det fik vi heldigvis snakket rigtigt godt igennem og moralen var høj, som de siger i militæret, da vi ankom til næste såt. Her skulle det være! 

Eksponeret for alvor.

Vi stod alle ude på flade marker, hvor alle kunne se alle! Der var ingen steder at gemme sig, og såten bestod af tre damme med 100 meters mellemrum, hvor ænder fløj frem og tilbage imellem. 

Det viste sig hurtigt at være dagens bedste såt, for den var ikke drevet tidligere, og ænderne var netop så kornfede, som jeg havde håbet på, og vinden gjorde, at de netop kom op i en venlig skydehøjde uden at have for meget fart på. 

Marie stod på post til højre for mig, og stod lige foran en af dammene. Det viste sig senere at være en rigtig god post. Såten startede med at ænderne blev drevet op af den ene dam. De fløj lige rundt om dammen og tog derefter højde. Virkelig meget højde. Det var som at se dem stige ind i en elevator, og derefter blev ført op i 40 meters højde. 

Jeg var mest optaget af hvad der skete med Marie, og var ikke helt opmærksom på min egen post, så det var først, da min apportør råbte til mig, at jeg fik fokus på en høj and, som havde fuld fart på vej mod mig. Jeg trak max op på den, og med ca. halvanden campingvogns foranhold trykkede jeg på aftrækkeren, anden faldt ned, langt bag os. Det var et af de skud, som kun lykkes få gange i sæsonen, hvor man kan mærke det helt ned i storetåen, som min skydeinstruktør plejer at sige.

Såten fortsatte. Ænderne blev drevet op. Fløj rundt i stor fart, og mange blev leveret, men hvad med Marie? 

Klimaks.

Der havde været noget stille ovre ved Marie. Hendes makker på modsatte side havde været meget aktiv, og fået en hel del ænder, hvor jeg kunne se, at Marie måske godt kunne have taget chancen, hvis hun havde reageret lidt hurtigere og en smule mere beslutsomt. Det var lige netop de udfordringer, vi havde arbejdet med, og jeg stod og sendte alle de positive energier hen mod hende, som jeg kunne. Den følelse man har på jagten, hvor man virkelig gerne vil have, at det lykkes for en anden, og hellere vil have at det sker, end at man selv får succes. 

Endelig kom den mulighed vi begge havde håbet på. Ænderne fra dammen bag hende kom på vingerne og fløj i stærk modvind hen over hovedet på hende, hen mod de andre damme. Jeg kunne mærke energien helt over til mig, da hun skuldrede geværet og ventede, for mig, utrolig lang tid før hun skød. Bang! Anden gik ned. Det var næsten, som om hele jagten stoppede for mig, for nu var det lykkedes. Jeg var virkelig glad, og lettet over, at det var lykkedes for hende. 

Kort tid efter gentog situationen sig, og endnu en and måtte ned. To ænder og dagen var fuldstændig reddet. En meget glad nyjæger og en stolt mentor Efter såten var blæst af, kom hun over til mig med sine ænder. Det var en and og en andrik, og jeg kan ikke huske, at jeg har set en mere stolt andejæger. Forløsningen var til at tage og føle på. Der blev både krammet og givet highfives og taget masser af billeder til evigt minde. 

Missionen var lykkedes og allerede på anden såt. “Min familie havde sagt, at hvis ikke jeg kom hjem med en and, jeg selv havde skudt, ville de blive skuffede”. Presset var til at tage og føle på, og glæden ved at det var lykkedes ligeså. 

Resten af dagen var der flere såter, men de var ikke særlige vigtige, for det væsentligste på dagen var allerede sket. Fuglene fløj endog meget vanskeligt, og gav ikke Marie de muligheder, som hun ville tage. 

Det er en anden god ting ved nyjægere, at de hellere vil undlade at tage en halvchance og dermed risikere en dårlig oplevelse, end at få flest mulige skud på en dag. Det kan jeg rigtigt gode lide.

Paraden.

Som vi stod der ved paraden, kunne jeg mærke, at vi begge var stolte og lettede. Det var lykkedes at skabe det mønster for Marie, som gjorde, at hun havde roen til at afvikle skuddet, så hun fik sin and. Samtidigt havde de ekstra udfordringer på dagen tydeligt fremhævet fordelene ved den metode, for så kunne hun fokusere på sig selv og de ting, der var aftalt. 

Det bliver ikke sidste gang, at jeg træner en nyjæger til at få ro i afviklingen, sig selv og dermed få en god jagtoplevelse. 

Knæk og bræk

Morten

Foto: Morten S. Knudsen og David Granskog