Havjagt - en lise for sjælen

Simpel jagt er god jagt.

Nogle gange er jagt ikke så indviklet. Man tager en båd med motor, en god kammerat og noget fornuftigt vejr - så har man opskriften på en god dag. Havjagt er på den måde en simpel ting, for når først man er på vandet, skal man egentligt bare nyde det, og så finde de fugle man kan. Bevares, der er en masse viden, som er rar at have, en del sikkerhed, som der skal være styr på, men min erfaring er, at de som dyrker havjagt, har virkelig godt styr på begge dele, og gerne vil dele.

Denne morgen var det havjagt, som stod på programmet, og forventninger i havnen var til at tage og føle på.

Dagens højdepunkt.

Det er faktisk noget af en spoiler, som de unge kalder det, men dagens højdepunkt kom faktisk, da vi havde lagt fra land og lige var kommet ud. Solen stod op i de mest imponerende farver, og fyldte hele himlen med et fyrværkeri af farve, som sjældent set. Som jeg sad der i vandkanten, hvilket jo er det niveau, en jagtbåd ligger i, kunne jeg blot tage det hele ind, og virkelig føle, at jeg var i live. Der er altså noget over at være midt i naturen, og blot skulle være der for at kunne opleve det. Jeg tænker, at alle jægere oplever det, når de er midt i det, og at kunne nyde det samt at stille skarpt på, at det lige netop er det, man gør, giver hele dagen noget ekstra. Jeg havde faktisk følelsen af, at hele dagen var reddet selvom vi endnu ikke havde fundet hverken geværer eller patroner frem.

Fugle i farvandet.

Men vi fik nu hurtigt fundet geværer frem og ladt dem, og med alle øjne på stilke sejlede vi ud for at finde fuglene. Det fantastiske ved motorbådsjagt er, at der hele tiden er noget nyt at kigge efter. “Ligger der mon en flok derhenne, eller er det bare bølgeskvulp”? “Kan vi komme tæt nok på, uden de letter”? Osv, osv. Der er hele tiden noget at gå efter - nogle kalder det også purch på vand, for vi er hele tiden på vej mod den næste chance, eller ligger og venter på, at den næste kommer til os.

Denne morgen var der en del vind, ikke for meget, men heller ikke så lidt, som min kammerat Jens helst ville have, men det gik jo nok.

Vi sejlede afsted, og hurtigt spottede vi de første edderfugle, som lå lidt langt ude. Dem sneg vi os så mod, og det underlige er, at når man sniger sig afsted i en jagtbåd, med en indenbords påhængsmotor, så larmer den virkelig meget, og alligevel kunne jeg mærke på mig selv, at jeg holdte vejret, for ikke at larme for meget!! Det virker fuldstændig ulogisk, men jeg blev grebet så meget af intensiteten, at jeg uden at bemærke det, stoppede med at trække vejret.

En temmelig vanskelig jagtform.

Det lyder jo virkelig nemt, når man læser om det, og de utallige film viser også, at det er super let, men virkeligheden er jo altid anderledes. Fuglene ligger ikke bare og venter på at blive skudt, og sådan gik det også her. Faktisk var der en del flokke, som ikke “holdte”, som det hedder, men så er det jo nemt nok, for så går jagten ind på den næste flok.

Vi havde en beslutning at tage, for eftersom vi var kommet længere hen på sæsonen, så lå edderfuglene længere ud på havet, så enten skulle vi sejle langt ud eller gå tættere på kysten og gå efter de ænder, som lå derinde.

Vi gik efter edderfuglene og sejlede langt ud. Det var en virkelig god plan, lige indtil det ikke var! Vinden var blevet noget kraftigere end forventet, så vi kunne ikke se fuglene før de lettede, og selve sejladsen var blevet noget vanskelig. Tilbage til plan B, og vi sejlede tættere på kysten, mens havjagten16 viste, at selvom den godt kunne klare bølger, så var det nok nær det meste, den ville bydes. Midt i det hele kom der så en enkelt sølvmåge flyvende helt perfekt hen over båden, og mere i refleks end så meget andet, trak jeg op på den og leverede den i et enkelt skud. Nu havde vi også fugl at fremvise for dagens indsats.

En ny ramme.

Længere inde ved kysten var det noget nemmere at se ænderne. Vi fik hurtigt øje på nogle edderfugle og sejlede på dem. De holdt faktisk fint, og vi kom tæt nok til at levere en af dem. Den var dog ikke død, så den dykkede, og så var det med at være klar, når den viste sig igen. Det er normalt en disciplin, jeg er rimelig dygtig til, men lige denne dag tog det flere skud end normalt. Det lykkedes dog til sidst.

Da fuglen var bjærget, tænkte jeg at alle fugle var langt væk, men faktisk lå der sortænder på vandet ikke langt derfra.

En ny snigen med båd, med vejret holdt i perioder, og til sidst var vi tæt nok på. Nu skete der noget, som jeg ikke er vant til fra mine jagter på jorden, sortanden blev, hvor den var. Den fløj ikke og den dykkede ikke, og det er reglen på vandet, at så må man skyde den på vandet. Det, skal man som ordinær landjæger lige vænne sig til, og derfor tøvede jeg, så anden nåede at dykke. På den igen med skud til anden, når den dukkede op, og efter endnu en ihærdig indsats var denne and også leveret. Vi havde efterhånden fået en del fugle på dæk, så trangen til frokost var ved at melde sig.

Frokostgæster.

Når motoren er slukket, klemmerne fundet frem, og det hele bare er så stille, som det kan blive på vandet, når man er helt alene, ja, så bliver det netop den lise for sjælen, som overskriften til denne artikel slog an.

Mens vi sidder og spiser og snakker stille om formiddagens oplevelser, og hvordan det mon kan være, at man kan sejle helt op til en and, uden at den flyver eller dykker, så er der pludselig et hoved som stikker op. Det kigger sig lidt omkring, og vil lige se hvad der sker. Hvad der helt præcist foregår i hovedet af sådan en sæl, er et godt spørgsmål, men den er på ingen måde bange for os. Heller ikke da vi lidt senere, sejler forbi, så tager den det med stort ro. Og ikke nok med at den er rolig, der går ikke længe så ser vi endnu en sæl, som også hygger sig. Der er altså bare meget at komme efter derude på vandet, når man lige har god tid, og der ikke er nogen skyttekæde eller hundehold, som venter på en, så man kan komme i gang med næste såt.

Mange arter.

Dagen igennem forsøger vi at komme til mange forskellige fugle, og det giver også en del forskellige arter. Vi bliver ved med at være tæt på kysten, selvom vi godt kan se, at der er flokke længere ude, så lader vi dem få fred. Det giver til gengæld muligheder for både sortænder, hvinænder og gråænder, som bliver leveret i temmelig mange flere skud end min skydning normalt giver anledning til. Måske er det fordi, det er et andet gevær, måske er det den vippende båd eller måske uvante skud. Det har alt sammen sikkert noget at sige, men min egen irritation over ikke at levere det jeg normalt kan, får jeg hurtigt brug for at tale til fornuft. Det er jo netop nye situationer, som giver de stærkeste oplevelser, og da dette faktisk kun er min tredje tur på havet, giver jeg mig selv et fripas fra træningen og nyder istedet de oplevelser, som kommer min vej.

Afslutning.

Da vi efterhånden har besluttet os for at sejle retur til havnen, har vi edderfugl, hvinand, sortand, gråand og sølvmåge til at ligge i bunden af båden. Det må siges at være en temmelig varieret parade, og viser hvor forskellige situationer, der har været dagen igennem. Vi så også fire sæler, hvilket gav dagen et særligt løft.

Da vi er tilbage i havnen opdager jeg, at klokken kun er allerførst på eftermiddagen, og at jeg, selvom jeg er virkelig fuldt op af oplevelser, kun har været på jagt lidt over en halv dag. Oplevelserne sætter sig stærkt på vandet, og jeg kan mærke, at jeg sover virkelig godt efter denne dag.

Savner du lise for sjælen, så tag på havet med en ven, det kan virkelig anbefales.

Knæk og bræk

Morten.