En glimrende sæsonstart

Vi kunne tydeligt høre ænderne rappe, som vi gik på plads, men kunne de mon flyve ordentligt?

Forventninger

Det slår aldrig fejl. Når tiden nærmer sig den første september, hvor jagttiden starter, kan man mærke, hvordan forventningerne stille og roligt stiger. Det er fint nok med alle de andre jagtformer, som man kan dyrke, men for en haglbøssejæger er den første jagt i september nu noget helt specielt.

Premieren havde vi haft, og den var som den plejer, nemlig alt for varm, og ikke med meget blæst, så der havde ænder og gæs fløjet sin vej uden at værdige os et blik i skjulet. Det var med den skuffelse i kroppen, at vejen nu førte mig til sæsonens første andeopfløj i mit konsortie.

Et hyggeligt arrangement

Andeopfløj har aldrig været det helt store hit for mig. Faktisk synes jeg det er en temmelig kedelig jagtform, hvor alle står klar, og man kan se de tamme ænder, som lige flyver lavt hen over søen, og nærmest ikke flyver højere, end de kan tage hatten af ens medjæger på vej væk fra søen. Sådan har jeg oplevet det på de fleste jagter, men jeg har fundet ud af, at måske er det ikke de jagtlige udfordringer, som er tiltrækkende ved et andeopfløj, men derimod det sociale. Det er nemlig sådan, at man nogenlunde på sådan et opfløj kan følge med i, hvad hinanden laver, og da vi ved vores to søer står ret tæt, falder der som regel en del ænder, hvor det ikke er tydeligt, hvem der har skudt dem. Det betyder, at man hjælper hinanden med skydningen, og det er jo faktisk temmelig hyggeligt, at alle går fra jagten og har skudt noget.

Hyggen er derfor i centrum, særligt på de første jagter, hvor forventninger til de udsatte ænders flyveegenskaber er lave, da de endnu ikke er så gamle, og derfor ikke har så meget fart og højde på. Men denne dag skulle det vise sig, at tingene forholdt sig noget anderledes med ænderne, og jagten blev endog rigtig spændende.

Samling

Vi stod der så igen, foran jagthytten med forventninger, som var bygget op, siden vi sidst havde stået der samme sted i slut januar. Mange havde været ude og haft andre jagtoplevelser, ja, faktisk er det jo efterhånden sådan, at hvis du som jæger gerne vil, så kan du gå på jagt og regulering hele året, men det var nu alligevel noget helt særligt med den første jagt i efteråret i konsortiet.

Formanden var optimistisk. Ænderne havde det godt, og der skulle efter sigende også være nogle vilde ænder, som på vores jagt er dem, der giver dette opfløj noget helt særligt. Vi leverer som regel dobbelt så mange vilde ænder i forhold til de ænder, vi sætter ud. Det giver nogle livlige opfløj, hvor det handler om at være klar, når man er sat af.

Smart lodtrækning

Der er, som altid i jagt, gode og dårlige pladser. Ja, faktisk behøver de ikke at være hverken gode eller dårlige, men der er masser af holdning til, om det er en dårlig eller god plads. Det kan ofte give en del snak frem og tilbage, som sjældent er særlig værdifuld.

Vi har på vores jagt to søer, og ved hver sø er der lavet 10 indhak, hvor der kan stå to mand i hver. Formanden startede med at få os fordelt, så vi stod to og to, hvor jeg var makker med Kaj, som er en gæv og rolig jæger, lige den type man gerne vil have stående ved sin side, når man står tæt.

Da alle var fordelt, så der var 10 par, skulle hvert hold trække et papir. På det stykke papir var de to søer tegnet, og de to pladser man skulle stå på, var så krydset af. Det gjorde, at formanden før lodtrækningen, havde vurderet alle pladser og lavet det sådan, at alle fik en lodtrækning, som gjorde at gode og dårlige pladser blev fordelt ligeligt. Samtidigt betød det, at ingen var i tvivl om, hvor de skulle stå og dermed var der ingen unødig snak, når der skulle gåes stille på post. Det må jeg ærligt sige, er virkeligt godt tænkt i forhold til alt den debat, der ellers kan være, om nogen føler sig særligt heldige eller måske særligt det modsatte. Kaj og jeg havde fået plads nr. 3 ved den første sø og nr. 1 ved den anden sø, så det var let at overskue.

Efter at vi havde fået parole, apportører var blevet fordel og vi havde ønsket hinanden knæk og bræk, var vi klar til jagt.

På jagt

Ved indgangen til søen blev vi stillet op i makkerparrene, så det passede efter, hvornår man skulle stille sig. Kaj og jeg gik sammen med de to numre foran os til venstre om søen, og alle andre gik til højre. Vi kom til at stå der, hvor ænderne var startet på at flyve, men endnu ikke har fået meget fart på, og derfor skulle vi være endog meget forsigtige med lave skud, hvilket også var blevet fremhævet under parolen.

Vi stod rigtigt fint i indhakket, og for mig var det en fordel at Kaj er et hoved højere end mig, så vi havde nemt ved at få vores sving til at passe sammen. Ret simpelt kunne vi aftale, at han skød frem til et punkt, og jeg så havde skuddet derfra. Det fungerede rigtigt godt i praksis.

Mens vi stille var gået på plads, kunne vi tydeligt høre ænderne, som nok havde en formodning om, at noget var i gære, men ikke lige, hvad det var. Stille kunne vi høre, at de andre kom på plads, og da alle var det, blæste sidste mand i hornet, så nu kunne trækket starte.

Masser af ænder

En stille forventning spredte sig i vores indhak. Det er det øjeblik, hvor man ved, at der skal ske noget om lidt, men man ved ikke hvor kraftigt, det bliver. Den slags øjeblikke er der mange af på en jagtsæson, og det er lidt som om, at alle holder vejret, mens sekunderne går. Pludselig var der kontakt mellem driveren og ænderne, og man kunne høre ænderne starte lidt derfra.

De første ænder var tydeligvis vilde, for der var virkelig fart på dem. Da de var ude for os, var de i en god højde. Kaj og jeg skød nærmest samtidigt, og 4 ænder faldt ned. Der var også andre, som skød samtidig, så det var nærmest en delt double til os begge. Der var flere ænder på vej, så stemningen blev en smule hektisk, for der skulle skiftes patroner hurtigt.

Herefter fulgte flere flokke af udsatte ænder. De var noget længere tid om at komme op i en fornuftig højde, men der var god fart på dem. Vi fik nogle chancer, og ellers lod vi dem gå til dem, som stod længere nede af. Da såten var blæst af, havde nærmest alle haft chancer, og der var en god stemning hele vejen rundt.

Nu var der så god tid til at se de dygtige hunde og deres ligeså førere. Jeg imponeres altid af, hvordan en fører kan dirigere en hund ud til en and, som er skjult for hunden pga. siv, men som føreren ved, hvor er. Det bliver jeg aldrig træt af at se på, for det er virkelig imponerende, og efterhånden blev alle ænder apporteret på vandet, og fundet ude i skoven.

Da vi samledes, var det med røde kinder, for ænderne fløj bedre, end vi havde håbet, og nærmest alle havde fået chancen. Dem som ikke havde haft chancer, fik det så nu, da de pga. lodtrækningen fik de bedste poster på den anden sø.

Den anden sø

Kaj og jeg skulle ikke gå ret langt, for vi havde jo fået nummer 1. Den post, tror jeg, vi begge var lidt spændte på, for det ligger inde bag de andre poster, så vi stod nærmest bagpost for de andre. Det skulle dog hurtigt vise sig, at det store klippearbejde, som der var lavet før sæsonstart, havde ført til, at ænderne fløj lidt andre ruter, og det var til fordel for denne post, for ænderne trak længere ud, end de havde gjort tidligere år, og derved kom de forbi vores post.

Som ved den første sø, gik folk stille på plads, og da jagtlederen blæste på, da alle var på plads, steg spændingen igen. De to søer ligger nemlig temmelig tæt på hinanden, så det er svært at vide, om ænderne på den sø, vi tog sidst, var fløjet pga. det uro som kom, da vi tog den første sø.

Det viste sig nu hurtigt, at der var rigeligt med ænder tilbage, og Kaj og jeg fik igen lavet double på de første ænder, med den samme fornemmelse af, at det var vanskeligt at vurdere hvem af os der havde skudt det afgørende skud, da vi stod tæt på hinanden. Den næste flok kom, og jeg måtte indrømme, at jeg ikke havde været optimistisk nok med patronerne, for jeg var nemlig løbet tør. Kaj var dog heldigvis noget mere optimistisk, så der var hjælp at hente rent bogstaveligt i den næste lomme. Opfløjet er jo ofte hurtigt forbi, og det er lidt som om, at man næsten selv kan fornemme, at nu er det altså slut, og sådan var det også denne dag. Pludselig lød hornet igen, og seancen med de apporterende hunde gentog sig igen. Denne gang var opgaven en smule vanskeligere, for der var en del rør og siv, så hundene måtte lede længe før alt var samlet op.

Afslutning

Ænderne var samlet op, og som vi gik tilbage til bilerne, brød regnvejret stille løs. Det havde luret længe, og nu kom der ellers vand. Det var faktisk så overvældende, at det var den hurtigste parade, jeg endnu har oplevet på den jagt. 53 ænder lå der på paraden, og det er svært at afgøre, hvor mange man har leveret alene, men 10 delte ænder i 15 skud, kunne jeg nok godt tegne mig for, deriblandt 3 doubler, så det var en dejlig start på sæsonen. Jeg glæder mig til de næste opfløj, hvor der kommer flere vilde ænder, men dejligt at alt klappede med styring af jagten og sikkerheden. Det var en fornøjelse.