Min første krikand.

En ny sæson.

Så var vi der igen. Nu var september kommet og vi sad med høje forventninger i skjulet. Hver sæson vil jeg jo gerne prøve noget nyt, og i alle de år hvor jeg har gået på jagt, har der været vildarter, som jeg gerne ville prøve at nedlægge. Agerhønen har jeg kæmpet med og eftersøgt i en del år uden held, hvorimod jeg bare aldrig har haft en krikand for, så den har jeg heller aldrig nedlagt. Måske skulle det være i dag.

De første fugle.

Vi havde været i gang i lidt tid og der var ikke sket så meget. Egentlig var det gæssene vi var kommet efter, men med den vind vi havde, vidste vi godt at det ville blive svært med dem. Men pludselig kom der krikænder. Den ene kom i et lang svæv og min makker Sune trak max igennem og nedlagde den. Det var et af de skud man ikke laver særligt mange af på en sæson, måske kun et enkelt. Og glæden over at det var lykkes, var stor hos os begge.

Så gik der lidt tid og en ny krikand kom rundt om skjulet. Lige da den nåede frem til min side, steg den som en raket lige op i himlen. Det har altid været et af mine favoritskud, vel nærmest et signaturskud, hvis man kan tale om et sådan, så da jeg trykkede på aftrækkeren kunne jeg slet ikke se anden, men jeg kunne mærke at den var ramt. Og ganske rigtig faldt den død ned lidt længere ude. Den blev hurtigt samlet op og hvor var den flot. Lille og smuk, som jeg altid havde forstillet mig.

Afslutning.

Det var underligt at sidde med den i hånden for jeg havde længe ville have sådan en, og når det så lykkes, er det nærmest med en form for stille respekt, at jeg nød øjeblikket.

Senere på morgenen skød jeg så min anden krikand, hvorimod Sunes fantastiske første skud, blev efterfulgt af noget blandede bolsjer, men det var vi nok lige gode om.

Fantastisk start på september, og endnu en fugl jeg gerne ville have i hånden, var det lykkes at nedlægge. Nu drømmer jeg om at det lykkes med agerhønen i næste sæson.

Knæk og bræk.

Morten