Gåseglade nyjægere.

Det store i det små.

At være nyjæger er en svær opgave, for der er så mange ting at være i tvivl om. Særligt overgangen fra at være med på jagt uden at skyde til noget, og så tage det afgørende skridt med at skyde sit første stykke vildt, er vanskeligt. Det kræver selvtillid og en følelse af at man ikke får læst og påskrevet, hvis det ikke helt flasker sig, som man håbede. Jeg har selv fået skældt huden fuld i situationer, hvor jeg bagefter kunne se, at med en mere venlig tilgang, ville min egen vej på jagtens sti nok have været noget lettere.

Strengt taget har de fleste erfarne jægerne nok fået en mesterlære uddannelse, som ikke var fuldt, med roser og anerkendelse, men derimod påpegede alt det, man skulle have gjort rigtigt bagefter, at man havde gjort det forkert.

Sådan var det ikke i dag, for jeg havde taget tre af mine nyjægere med på jagt. Min tilgang til mine nyjægere, som jeg har i mentorforløb, er at bygge dem op med selvtillid og mulighed for at gøre tingene, selvom det føles svært. Det var der virkelig også brug for, da de i dag skulle prøve at nedlægge en af de sværeste fugle at nedlægge, nemlig gåsen.

En svær fugl.

Gæs er drilske. De ser forbandet godt og da de lægger mærke til alt, så må intet se anderledes ud, end sidst de kom samme sted. Det betyder at hele setuppet skal være identisk fra gang til gang, eller slåer de af.

Rent skydeteknisk er det også vanskeligt at skyde en gås, for de ser ud til ikke at flyve ret hurtigt, når man ser dem komme, men reelt flyver de nærmest samme fart som en and eller lignende, og der skal derfor trækkes godt igennem for at nedlægge den. Det kræver også noget mod at skyde så stor en fugl, og derudover er der en forfærdelig masse detaljer, som at forholde sig stille, først skyde når afstanden passer, tage hensyn til, om der kommer flere gæs umiddelbart bagefter osv. osv. Alle de detaljer skal jeg spare jer for, og jeg gav heller ikke mine nyjægere alt for mange detaljer.

Det væsentligste var, at de skulle nyde at få chancer og så gå efter mulighederne, når de kom. Så kunne vi senere justere på alt muligt, men først og fremmest skulle de tro på det.

Her kunne den opmærksomme og måske kritiske læser indvende en masse ting med skudafstand, sikkerhed, og mange andre formaninger - og til det kan jeg naturligvis kun være enig. Dog er min erfaring med nyjægere, at de er helt usædvanlig forsigtige. De er så opmærksomme på alt det, de ikke må og skal være sikre med, at der har de virkelig godt fat. Det er i modet med at turde, at det kniber, så jeg var helt rolig med sikkerhed mm, da dagens jagt begyndte.

Ulf og Oscar – far og søn på jagt.

Oscar havde kontaktet mig, da han gerne ville give sin far en gåsejagt i fødselsdagsgave. Det havde de snakket om mange gange, og det var en af de jagtoplevelse der gerne ville opnå sammen. Da Oscar om lidt skulle aftjene sin værnepligt i militæret, var det nu, at der var tid til at gøre noget ved drømmen.

Ulf og Oscar havde taget jagttegn samtidigt og nu var godt på vej i deres anden sæson med jagt, uden at de endnu havde nedlagt gås. Det er der ikke noget specielt ved, jeg har selv gået på jagt 25 år, før jeg fik chancen og udnyttede den til min første gås, men efter at gæssene er gået voldsomt frem i bestanden, er der nu flere muligheder for gåsejagt. Min gåsejagt havde allerede givet en del gæs, hvilket gjorde at stemningen var spændt og forventningsfuld….. det måtte godt lykkes i dag.

Dagens sidste deltager, Trine, havde allerede været på jagt med mig et par gange, og hun var lige så spændt, som de øvrige.

Dagens jagt.

Som tidligere nævnt er gåsejagt svært, da gæs er svære at jagte og de fleste jægere aldrig nedlægger en gås i deres jagtkarriere. Det er dog noget nemmere, når man har jagt der, hvor gæssene flyver ud, når de har overnattet på en større sø. Det svarer lidt til at stå på en motorvej af gæs, som brager afsted ind i hovedet på en. Det område har jeg været så heldig at have lov til at gå på jagt på, og det var her, at vi skulle på jagt denne tidlige morgen i september.

Vejret var skønt med en smule vind og helt tørt. Det er ikke det bedste gåsevejr, hvor de fleste anbefaler vind og regn, for så flyver gæssene lavt, og har vanskeligere ved at se en, når det hele rusker og regner. Men for en nyjæger er det optimalt, at der er klar sigt og det er til at se.

Efter en grundig parole med masser af spørgsmål og en del opfordringer i stil med: “tro på det”, gik vi på plads. Vi sidder på en lang linje i en grøft, bag buskads med mig i midten og nyjægerne på hver sin side af mig, så vi har kontakt. I teorien skulle gæssene komme lige ind i hovedet på os.

Det var ved at lysne, som vi gik ud, og vi var på vej på plads en time før solopgang, og vi kunne se, de første fugle var på vingerne. Nu var det blot at vente, og se om gæssene ville komme denne vej denne morgen. Nyjægerne var helt tændte, og jeg var selv optaget af, hvor meget jeg gerne ville have, at det lykkedes for dem.

De første muligheder.

Der var ikke gået særlig længe, så kom den første flok til venstre for mig og mellem Ulf og Oscar. De ventede, som jeg har fortalt dem, til gæssene var lige ud for dem, og så skød de til flokken, som var i fornuftig højde. En enkelt gås faldt ned, og der var enighed blandt dem om, at det var den gås, de havde skudt ned sammen. Begejstringen over, at vi var lykkedes med at få en gås så hurtigt, var kæmpestor blandt alle, og lykønskningerne blev tydeligt delt.

Med gåsen inde i skjul, blev fokus igen rettet mod søen, hvor de næste flokke i mellemtiden var kommet på vingerne. Denne gang var det en flok, som igen trak mere mod Ulf og Oscar end mod Trine og mig, og igen lykkedes det de to nyjægere at nedlægge gæs. Denne gang fik de en hver, så nu havde vi fået tre denne morgen.

Gæs til alle.

Jeg kunne godt mærke på Trine, at hun var glad på de andres vegne, meeeeen der måtte nu godt komme flere flokke hendes vej. Heldigvis tog det ikke lang tid før hendes ønske skulle komme i opfyldelse. En fin flok kom mellem hende og mig, og da afstanden passede, råbte jeg til, da flokken var der, hvor den skulle være. To gæs faldt ned, og Trine havde nu også fået sin første gås. Jeg kunne mærke, at jeg både var glad på deres vegne, men også lettet over, at det var lykkedes med jagten, for da det er vilde fugle, er der jo ingen garantier for, at det går, som det plejer.

Besøg i skjulet.

Flere flokke kom, og nogen i fornuftig højde, men også en del, hvor jeg råbte, at vi lod dem gå. Det var en fin måde at lære, hvornår afstanden var passende, når vi stod midt i det.

En enkelt flok kom dog i god afstand mellem Trine og mig, og da vi begge havde skudt til flokken, faldt der to gæs ned. Den ene faldt faktisk ned midt imellem os, og den var ikke død! Faktisk stod den i grøften mellem os og kiggede temmelig underligt på os begge! Det er her den håndfaste del af jagten kommer i spil, for når fuglen er ramt, så skal man jo også fange den af hurtigst muligt. Det var dog lige en lidt stor fugl at starte på, så mentor viste i stedet, hvordan man hurtigt kunne affange en stor gås. Det gav også en god snak.

Jagt forbi.

Vi havde leveret gæs, så de havde to gæs hver, så derfor stoppede jeg jagten. En væsentlig del af mit mentorforløb er at vise de dem de værdier, der ligger i jagten, og man skal ikke nedlægge mere, end man selv kan spise, og med to grågæs til hver, havde alle rigeligt med hjem.

Vi samledes og snakkede hele oplevelsen igennem, og mens vi stod og gjorde det, blev flokkene ved med at trække hen over hovedet på os. Igen et eksempel på, at når jagttrykket er lavt nok, så bliver fuglene ved med at komme.

Efterbehandlingen.

Nu hvor de havde to gæs hver, var det en kærkommen anledning til at træne, hvordan efterbehandlingen af gæs kan gøres. Det nemmeste tidspunkt at plukke en fugl på, er når den er nyskudt og helt varm. Vi stillede os derfor ved nogle halmballer, som udgjorde et glimrende bord, hvor vi sammen kunne plukke gæssene. Snart var der fjer og dun i luften, og grin og snak mens fuglene blev ordnet. Jeg gik rundt og bistod, mens de tre nyjægere ordnede hver deres gås. Sidegevinsten ved at ordne vildtet mens det er varmt er, at man også selv er varm. Det gør at alt bliver ordnet med det samme, hvorimod hvis vildtet kommer med hjem og ligger til det er koldt, skal man selv i gang uden det drive man har i øjeblikket.

Det var virkeligt hyggeligt at stå og ordne fugle sammen, og det er efterhånden en fast tradition jeg har med mine nyjægere.

Efter alle havde plukket hver deres gås, viste jeg dem så, hvordan man kunne flå en gås. Det er naturligvis meget hurtigere, men konsekvensen er jo, at skindet ikke kommer med, og det ændrer mulighederne i at bruge fuglen hel. De fleste er nok enige om, at fugle med skind bliver sprøde, hvor fugle uden skind i højere grad bruges som kød i mindre stykker.

Det var dejligt at se, hvordan nyjægerne stille og roligt blev mere og mere fortrolige med at ordne vildtet og bruge kniv og fjerkræsaks til formålet. De gav også udtryk for, at når de stod der sammen, så var det noget nemmere end at stå i eget hjem og kæmpe med opgaven

Afslutning.

4 timer efter vi var mødtes, var det tid til at sige farvel. Nyjægerne havde alle meget røde kinder og vilde øjne, og mundene kørte på repeat med de oplevelser, som de havde fået med sig. Alle fuglene var ordnet og lå nu i fryseposer, klar til at blive frosset ned eller fortæret samme aften. Far og søn havde sammen haft den oplevelse de drømte om, og med den i bagagen var der mulighed for flere fælles ture.

De gåseglade nyjægere havde fået den premiere, som både de og jeg havde drømt om - jeg glæder mig til at tage dem med igen.

Knæk og bræk

Morten