Nyjægerjagt - den fulde oplevelse.

God indføring i jagten.

Nyjægere har i en årrække været en væsentlig del af mine oplevelser med jagt. Jeg har i mange år været mentor for nyjægere og lært dem om de forskellige jagtformer, udstyr, teknik og meget mere

De senere år har jeg været i stand til at tage det hele et tak videre, efter at jeg har fået egen jagt på Lolland, er jeg begyndt at arrangere jagter for nyjægere og deres medfølgende ægtefælle/kæreste/far/bror/ven eller lignende. Det giver både jægeren og deltageren noget at fortælle om på vejen hjem. Det er sådan en dag, jeg gerne vil fortælle dig om.

God stemning er afgørende.

Rummet dirrer af forventninger. Over rundstykkerne og kaffen kan man mærke, hvordan lysten til at komme i gang med at gå på jagt, kombineret med usikkerheden i, hvordan er det nu man gør, fylder rummet. Denne dag handler det om fasanjagt i skoven, og det er noget, som alle jo på et eller andet tidspunkt prøver i deres jagtkarriere.

Efter alle har fået hilst, sat sig og blevet budt velkommen og har fået hævet blodsukkeret, var det tid til et af mine tiltag, nemlig undervisning i konkret jagt, før vi går på jagt. Her er der nemlig et element, hvor der helt praktisk bliver vist, hvordan man står på post, og hvad man skal være opmærksom på, før, under og efter. Der er både store øre og øjne vejen rundt, og masser af spørgsmål og kommentarer fra både nyjægere og erfarne jægere. Således bedre klædt på - helt bogstaveligt med udleverede røde bånd og hatte fra Danmarks jægerforbund er vi klar til at gå på jagt.

På jagt.

Da vi sniger os på plads i skyttekæden, fortæller jeg skytterne at der i dette område er set en sneppe, som måske er fastlægger. Det giver lige stemningen et ekstra løft. 

På post er ansigterne helt klar og grebet om geværet helt stramt, men at man ikke skal stå klar hele tiden, men mere økonomisere med sit fokus, var en af mine pointer i undervisningen. Da jeg startede med at gå på jagt, fik jeg at vide, at jeg skulle være klar hele tiden. Det giver jo ikke rigtigt mening, for når man efter 10 minutters intensiv koncentration med stramt greb om geværet, så endelig får en chance, så er ens hænder og hoved helt forkrampet, med deraf negativt resultat. En udløber af den høje koncentration kan også komme ved, at alt ser ud som jagtbart, hvilket vi oplevede ved en tidligere jagt, hvor “Kim solsort” fik skudt ikke bare en, men to gange til en solsort, som dog klarede frisag. Sådan et navn kan godt hænge lidt fast i en godmodig tone og være med til at tage presset af nyjægerne, for der skal være plads til alle og iver og ihærdighed er et fast element ved at være ny.

Tilbage til sneppen, så kom den faktisk igen. Og ikke nok med det, så var den så venlig at tage turen hen over skyttekæden i fornuftig højde, så flere fik mulighed for at prøve kræfter med sådan en mulighed. Som en af de erfarne hundeførere sagde, så havde han efter 10 års jagt, stadigvæk sin første sneppe til gode, hvilket viste, hvor svært det kan være at få sin første sneppe.

Sneppen fløj til sidst fordi Joachim, og da han skød, faldt der masser af fjer og dun af, før sneppen smed sig i kanten af næste såt. Den lod vi hvile der, mens Joachim var nærmest ved at gå ud af sit gode skind i spænding, om sneppen nu måske skulle ligge der.

Vi samledes efter såten, og alle fortalte, hvad de havde oplevet, og derved var det ikke kun dem, som havde oplevelsen, men også alle andre, som fik del i det.

Er sneppen der?

Ja det var vel det, de fleste tænkte på, før vi gik i gang med næste såt. Men inden vi nåede så langt, var der fasaner, som der skulle skydes til, og en af dagens mest erfarne jægere - Peter læge - som både hedder Peter og er læge, kunne til næste samling komme med en fin kok. Han havde fået dagens jagt i julegave af sin kone Annette, som er helt ny nyjæger. De har nu sammen kastet sig ud i jagten, som allerede havde givet dem gode oplevelser i både Danmark og udlandet. Det var en fornøjelse at følge den glæde, de havde både for hinanden, men også de oplevelser, som de sammen delte. Mon ikke mange er en lille smule misundelige, når de ser en anden jæger have sin partner med som aktiv jæger, det giver andre muligheder for at dele oplevelser og skabe eventyr sammen. 

Så da Peter kom med fasanen, var Anette også rigtig glad.

Det blev Joachim også få minutter senere, for ud af det tætteste gran, kom min jagtmakker Steen, og han havde i sin baglomme, den sneppe, som Joachim havde skudt til. Den var knasdød, og smilet på Joachims ansigt kunne ses meget langt væk. Dejligt når tingene lykkes.

Skønt vejr.

Dagen gik endelig stille og roligt, hvilket også vejret havde givet en god hånd med til. Det var det skønneste vejr, med høj sol og lige over frysepunktet, hvilket var skønt og overraskende, da det nærmest føltes som om, det havde regnet hele jagtsæsonen. Men denne dag viste naturen sig fra sin flotteste side.

Deltagerne fik efterhånden alle chancer, som blev håndteret så godt, som de kunne. Det førte ikke til den store parade, men alle havde mulighed i løbet af dagen, hvilket jeg justerede ved at fordele de sikreste poster, til dem som endnu ikke havde skudt.

Parade.

Alt kommer jo som bekendt til en ende, og da vi stod på paraden, var der bred enighed om at det havde været en dejlig dag. Men jeg tror også, de fleste var spændte på, hvad der nu skulle ske med dagens sneppe-debutant.

Steen kaldte Joachim frem, og han havde tydeligvis hørt om traditionen med at kysse sneppen, lige der, hvor man har mindst lyst til at kysse den. Måske er Steen blevet blødere med årene, men i sidste øjeblik gik han i stedet med den tyske tradition, så Joachim nøjes med at kysse sneppen på brystet. Det så han ud til at være taknemmelig for.

Kød med hjem.

Efter paraden har vi lavet en tradition med, at alle nyjægere samles omkring et stort bord, hvor der er knive og vildtsakse. Så viser jeg, hvordan man ordner et stykke vildt, og så gør alle de øvrige det samme, som jeg viser dem, støttet af de erfarne hundeførere. Det virker rigtigt godt. På den måde får nyjægerne lært at ordne deres eget vildt, samtidigt med at de får noget med hjem til fryseren, og ikke skal stå senere på dagen, eller dagen efter med vildt, de ikke lige ved, hvordan de ordner. Samtidigt er det dem selv, som har haft hænderne på, hvilket giver en helt anden fornemmelse, når vildtet skal serveres.

Alle fuglene på paraden blev således ordnet, og undervejs blev sneppen også grundigt undersøgt, penselfjerene fundet, taget ud og sat fast i de to små huller, som et stykke af undernæbbet har for den ikke spidse ende. En lidt kringlet forklaring, men hovedpointen er, at de små tips og tricks, som både jeg og de ørige erfarne jægere havde, var nemme at dele, når alle har fingrene i fuglene. 

Som jeg stod der udenfor i det smukkeste vejr, omgivet af jægere både nye og erfarne, kunne jeg mærke at lige netop denne del med at give noget tilbage, er en fantastisk oplevelse ved at arbejde med nyjægere, både for dem som giver og dem som tager imod.

Uden mad og drikke.

Det var lige som, at vi var færdige, at madmor Dorthe kom og fortalte, at suppen lavet på rådyr med masser af kød og kartofler i, var klar til serveringen.

Der var mange røde ansigter ved bordene, og maden gled nemt ned og blev fordøjet sammen med dagens mange oplevelser. 

Den fulde oplevelse var i mål hos alle, med oplevelser, god stemning og mulighed for både at ordne vildt og få det med hjem.  Jeg glæder mig allerede til igen at invitere på nyjægerjagt. Det er givende for alle deltagere.

Knæk og bræk

Morten