En tur i grusgraven.

Igen i år var jagten snart ved at indfinde sig, og så er der jo ikke noget bedre end at tage lidt på skydebanen, få svinget til at glide godt, og så se lerduerne blive pulveriseret fra en kant af. Men hvis det ikke helt går sådan, så er det måske tid til at hæve niveauet og tage en tur i grusgraven med Jesper Dellgren og få hævet sværhedsgraden og gerne også færdighederne.

Det var med den baggrund, at Lejre jagtforening igen havde sat hinanden stævne, og de 8 mand, som nu sad med en kaffekop i hånden, havde nok en fornemmelse af, at det her nok skulle blive spændende, men helt sikkert også vanskeligt. Da vi returnerede et par timer senere, viste det sig, at den fornemmelse var helt rigtig.

Instruktion.

For at få mest muligt ud af tiden, blev vi delt i hold. Det ene hold gik ned og skød selve klapjagten, mens mit hold startede med instruktion med Jesper. Om det var bedst at starte med det ene eller andet, var ikke helt tydeligt, men jeg var glad for at starte med teorien og så sætte den i værk efterfølgende.

Jesper arbejdede med os fire, ved at en af os kom frem ad gangen og viste, hvad vi kunne. Afhængigt af hvilke styrke og udfordringer man så havde, blev instruktionen lavet efter det. Det gav naturligvis anledning til spørgsmål, når der var noget, man med fordel kunne lave om, og her trak Jesper på nogle af de generelle anbefalinger, som han havde til skydning.

Den gyldne trekant

Ens skydning skal dybest set ske ud fra en gylden trekant, var et af rådene. Med udgangspunkt i sammenhængen mellem kinden, hånd og sigtekornet skal geværet hele tiden være i den trekant, og så kan man bevæge kroppen, så det passer.

Det, med bevægelsen, var også væsentligt, nemlig at det foregik langsomt og derefter hurtigt. Op med geværet med 10 km i timen og når så man trak efter fuglen, så skulle det være med 20 km i timen. De fleste af os gjorde det omvendt, så vi rev geværet op i en utrolig fart, men når vi skulle svinge efter fuglen, gik farten langsomt af, for til sidst at stoppe, når vi skød.

Det var jo alt sammen meget fint, men det, som virkede for mig, var, at vi samtidigt skød duerne ud fra den måde, som Jesper forklarede os, at vi skulle gøre det. Vi omsatte teorien til praksis ud fra vores egen kunnen, og blev så støttet til at lægge mere på. Det virkede rigtig godt. Og pludselig skød vi endog meget høje duer lige så overbevisende, som når man skød de letteste på jagtbanen.

Tiden gik endog meget hurtigt. Jeg havde slet ikke fornemmelse for, at vi havde været i gang i lang tid, for selvom det var andre, som fik instruktion, var alle med i at omsætte det til praksis.

Det sidste vi vendte før, vi var færdig, var tørtræning. Dette kunne gøres uden gevær, hvor det handlede om at komme ned i hulahopringen, hvilket betød, at det var ens hofte, som skulle gøre hele arbejdet. Det var hoften, som vendte ens krop til at stå det rigtige sted, og det var kroppen og ikke armene, som skulle levere skuddet. Træningen kunne gøres uden gevær, så at man vænnede kroppen til at dreje med efter duen. 5 minutter om dagen, så ville det gøre en forskel, så mine kollegaer kommer nok til at spørge mig, hvorfor jeg står og drejer så underligt rundt, for det virkede meget effektivt.

På jagt

Det var jo ikke fordi, vi skulle rigtigt på jagt, men i grusgraven stod kastemaskinerne oppe på toppen af siderne, og det gav mulighed for at lave nogle duer, som kom som om, at man var på jagt.

Mit hold var nu nået ned til den del, og vi skulle nu have første drev. Det foregik fra den nemme side, nemlig nordsiden. Her stod vi så sat på jagt, og vi fik muligheden for at sige, om det skulle være en let eller svær post. Jeg tog selv en i den svære ende, også for at se, om instruktionen havde hjulpet.

Så startede drevet, og duerne kom fra kasterne og gav både vanskelige og lidt mindre vanskelige duer. Det var meget jagtrelevant skydning, og når jeg kunne høre kasteren gå, var det med at få trukket op til den side, for duen kom på 30-40 meters afstand med fuld fart, og selvom det var fra den samme kaster, kunne vinklen ændres konstant.

Tempoet var højt. Hver gang man havde skudt, var det med at få genladet, for der var nye duer på vej, og det gav sved på panden hele tiden at spejde efter, hvor duerne kom, da de ikke kom det samme sted. På den måde mindede det meget om jagt på vilde fugle.

Jeg fandt mig selv stå og kalde duerne til mine sideposter, som om det var en almindelig klapjagt, så de kunne tage de fugle, jeg ikke selv skød til.

Efter 75 patroner var trækket slut, og min sidemakker nåede at skyde sig tom. Vi samledes ved shelteret, som lå midt i klapjagten og evaluerede. Alle havde skudt bedre, end før dagen var startet og var godt tilfredse. Teknikken var blevet omsat til praksis, og den holdte. Nu var der bare styr på skydningen - og dog...

Lidt sværere.

Jeg havde jo bedt om at få godt med sværhedsgrad, og eftersom det første drev havde givet mig oplevelsen af, at jeg skød det hele, fik jeg nu i nummer to såt, den svære fra sydsiden, en post som lå nede i en gryde, hvor bevoksningen dækkede godt for udsynet. Sådanne poster kan man jo også få på klapjagt, hvor jeg på forhånd havde en fornemmelse af ikke at kunne se alverden, så det var på med vanten og komme i gang.

Drevet startede og med det samme kunne jeg godt se, at jeg måske lige havde gabt over lidt rigeligt. Det var som at se de film fra YouTube, hvor fasanerne kommer ud over en skrænt, og dem som står nede og filmer op på dem, nærmest ikke kan se dem, da de er så høje. Det var den følelse, jeg stod med. Og så gik jeg ellers i gang med at skyde til duerne, mens jeg febrilsk prøvede at huske på, hvordan det nu var, at man så let som ingenting kunne skyde helt høje fugle.

Lad det være sagt med det samme - det virkede slet ikke for mig. Jeg røg tilbage i min gamle skydning og fægtede rundt med geværet uden de helt store resultater. Det blev mere og mere febrilsk, indtil jeg trak vejret langt ned i maven, og igen byggede skuddet op, som jeg vidste, jeg skulle. Så hjalp det lidt, og et par af duerne faldt venligt ned - tak for det!

Tilbage i shelteret kunne jeg så forstå på de andre, at sværhedsgraden på dette drev nok lige var lidt mere, end de fleste magtede, men fint nok, så havde vi også fundet grænsen for ens kunnen.

Revanche.

Heldigvis var der rig mulighed for revanche, og da der lige var noget tid til, at vi skulle samles med den anden gruppe, tog vi et drev mere.

Nu var vi tilbage på den mere venlige nordside, og jeg fik tildelt en plads, som jeg havde en fornemmelse af, at jeg havde fået for at få min selvtillid banket op igen. Det virkede ihvertfald rigtigt godt, for på denne post var jeg igen tilbage på et godt niveau. Der var ikke meget, som slap forbi, og jeg havde teknikken tilbage, og resultaterne fulgte fint med. Efterhånden var der gået en del timer, og frokosten begyndte at trænge sig på. Mens den blev hentet, samledes vi med den anden gruppe, og nu var der tid til noget tivoliskydning.

De to grupper blev stillet op på en lang række, og så havde den ene gruppe kun høje duer, som de i fællesskab skulle skyde, mens den anden gruppe have en god blanding af kaniner, mellem duer og få høje duer. Min gruppe startede med kaninerne m.m., og det gik rigtigt godt. Der var ikke meget, som vi ikke fik ram på, og det var rigtigt sjovt for første gang på dagen at se, hvordan de andre skød, når vi var fælles om det. Lige så godt, som det gik på den skydning, lige så tydeligt blev det, da vi skiftede til de helt høje duer, at her var vi nok ikke helt nået i mål endnu. Der var en del fugle, som undslap os, og hvis der skulle have være slyngeljagt på denne jagt, så havde de virkelig fået en del fugle med sig til den dag. Men sjovt var det.

Det sidste drev.

Tilbage i shelteret kunne folk godt mærke, hvor deres skulder sad efterhånden, men med lidt tid til at frokosten kom, var det lige tid til et minidrev for at få tømt lommerne for de sidste patroner. Det var nordsiden, som vi brugte, så duerne var lidt mere venlige og kunne lettere ses, da duerne fra sydsiden kom lige op i solen, eller sådan noget, for vi ramte jo ikke rigtigt noget, og så må det jo være en anden grund end skydningen ...

På plads startede drevet, og det gik igen rigtigt godt. Duerne splintrede hele vejen rundt, så det var en fryd, og alle ramte klart bedre, end da de kom. Jeg fik lov til at stå lige foran min gode jagtkammerat Morten, og det lykkedes en del gange for os at stjæle duer fra hinanden. Det kunne man så også på denne klapjagt. Efter kort tid begyndt råbene om at der var skudt tom at komme rundt omkring mig. Jeg fortsatte dog ufortrødent, og da jeg havde brugt den sidste patron var mine 250 skud for dagen brugt, og smilet på mine læber var lige så stort som forbruget.

Klapjagt på lerduer kan med det rigtige set up give nærmest den samme fornemmelse af at stå det helt rigtige sted på et godt fugletræk. Lige så febrilsk man forsøgte at få skiftet patroner, lige så sjovt var det, når en vanskelig venstre højre double lykkedes.

Den sikre såt.

Såten stoppede, og vi samles i shelteret. Her var alle glade, ømme og lidt trætte på samme tid. Fornemmelsen af at have skudt rigtig mange skud og samtidigt fået mange duer er nærmest lidt berusende, og snakken gik lystigt over frokostbordet. Frokosten blev spist i shelteret i det dejlige vejr, som havde fulgt os hele dagen på trods af, at der var varslet regnbyger. Den dejlige mad og det gode vejr var også væsentlige elementer, som var med til at gøre dette til en god dag.

Da frokosten var slut og regningen betalt, kunne vi alle gå derfra med en fornemmelse af at have forbedret vores skyde-færdigheder samtidigt med at have fået afdækket vores udviklingspunkter.

Det var virkelig en god dag, og en klapjagt i Dellgrens grusgrav kan anbefales til alle før jagtstart, så næste gang Lejre jagtforening inviterer, så er jeg klar igen. Indtil da skal jeg have fuld gang i hulahopringen og se, om det også hjælper på min skydning.

Knæk og bræk

Morten

Ned i hulahopringen.