En jæger krydser sit spor.

Tilbage til begyndelsen.

På mange måder var dagens jagt en oplevelse af at krydse mit jagtspor. Jeg var nemlig på jagt med min far, og det har jeg ikke været så ofte i de senere år, da vi bor i hver vores landsdel, samt at de jagtformer, som han ynder, er nogle andre end jeg gør og omvendt. Men i dag stod programmet på traditionel klapjagt, som det hedder, der hvor vi kommer fra i det midterste Midtjylland. En dag hvor der skulle være to hold jægere, det ene med hunde som drev og klappede vildtet hen mod det andet hold, som stod på post og ventede, på at vildtet kom. Det var alle former for vildt, men nok primært rådyr og andet løbende vildt, som så skulle skydes med hagl. Denne jagtform trækker på nogle kompetencer, som også er anvendelig i mange andre jagtformer, nemlig evnen til at kunne stå stille på post, være observant, og endeligt at kunne time sine bevægelser helt rigtigt. Det betyder, at når der kommer råvildt for, så skal man stå helt stille, selvom man kan se det måske 100 meter før, det når hen til en og lade det komme endnu tættere på end der, hvor man kan skyde det, så at de 5 meter det når at løbe, imens man tager geværet op, ikke får dyret uden for skudafstand. Det er faktisk en temmelig vanskelig opgave, og tog mig 5 år før jeg første gang lykkedes med det. Indtil da fik jeg typisk lige bevæget mig lidt for tidligt, så dyret slog af, eller det var på lidt for lang afstand til, at jeg ville skyde. På de nyjægerjagter jeg har været med til, hvor hovedindholdet af vildt er rådyr med hagl, har jeg ofte ondt af nyjægerne, for det er en vanskelig opgave at starte med i forhold til f.eks et andeopfløj.

En hyggelig jagtform.

Et af de hyggelige elementer i jagtformen er, at der er god tid i drevet, hvor man fint kan tale sammen og undervejs få hjulpet hinanden. For at denne jagtform skal lykkes, er samarbejdet i klappekæden og med skyttekæden afgørende. Råvildtet går ofte bagud og her skal driverne være helt sikre på, hvor de har hinanden, så der kan afgives sikre skud, hvilket gør, at kommunikationen er endnu tydligere end i de fasanjagter, jeg deltager i på Sjælland. En anden særlig forskel er, at man beholder sin plads i enten skytte eller driverkæden og ikke skiftes til at drive og stå for, som man ofte gør på de fasanjagter, jeg deltager i ellers, og derved kan man specialisere sig i sin rolle.

Vildtudbytte.

I det område, hvor jeg kommer fra, er der ikke meget fasanudsætning. Der er langt imellem godserne, og derved ikke de massive antal fugle som der opleves i andre regioner. Det kan naturligvis også ses på paraderne, og en fantastisk jagtdag med en imponerende parade, kan derfor bestå af tre rådyr, et par ræve og måske fem fugle. Det vil ofte være en fantastisk dag. Det har til gengæld den effekt, at jeg virkelig kan huske det enkelte stykke vildt og det første stykke vildt, den første ræv osv. har sat sig hårdt i min hukommelse da der ikke er mange stykker vildt på paraden. Sådan blev det også denne dag.

På jagt.

Allerede da vi ankom til jagten, var det som i gamle dage, da folk ankom i en stille strøm med en omgangstone, som var både humoristisk og hyggelig. Vi var en lille flok jægere med en hel masse hunde, så vi endte faktisk med at have flere hunde i drevet end sjældent set, hvilket gjorde, at der var friske hunde hele dagen. Samarbejdet i både driverholdet og skytteholdet fungerede upåklagelig gennem hele dagen.

Som altid var dagen startet med de obligatoriske rundstykker og muligheden for at høre til hinanden og de erfaringer, vi hver især havde gjort os siden sidste gang, vi var på jagt. Det er der god tid til på den jagttype, da det er hyggen som er i højsædet. Det var spændende at møde nogle nye jægere, og stemningen var god og hyggelig hele dagen. Jagtlederen havde dog glemt smørret og pålægget til rundstykkerne hjemme på køkkenbordet, men da han boede lige om hjørnet, var der hurtigt ryddet bod på det, og alle kunne lægge en god bund, før vi skulle i gang med jagten.

Planen for dagen var 3 såter og evt. mere, hvis lysten var til det, og parolen var alt jagtbart med hagl, hvilket jo også betød råvildt med hagl. Vi startede med at drive lige fra hytten og ned til skyttekæden, som var blevet kørt på post. Det var lidt over frysepunktet, men frosten havde sat sit aftryk, hvilket gjorde, at alting var meget lydt. Hundene og drevet kunne høres længe, før de kom i synsafstand, og måske var det derfor, at der intet vildt var i den første såt. Sådan er jagt, og den næste såt lå lige for at fortsætte med. Undervejs havde vi haft stor gavn af vores to unge klappere, og de havde en god dag med deres far og hund, som senere kom til at spille en væsentlig rolle.

Den store chance.

Jeg var sat godt på post, og havde sat mine mentale markeringer, hvor det var, at jeg kunne skyde ud til, hvis der kom råvildt eller andet. Min post var i bunden af en granskov, og umiddelbart efter at jeg var sat på post, hørte jeg en lyd! Det lød som trippen hen over grankviste. Og det kom lige bag ved mig. Jeg havde drejet mig alt, hvad jeg kunne uden at bevæge mig for meget, og var klar når dyret kom frem, for det lød fuldstændig som et rådyr, som stille sneg sig væk fra hundene og drevet. Igen kom lyden, og jeg anede noget, som bevægede sig, mens mine fingre blev strammere om geværet. Og så var det der - et egern!

Det havde lydt fuldstændigt som et rådyr, og min egen fantasi havde hjulpet med resten.

Jeg følte mig en lille smule tåbelig, men dog ikke mere end at jeg kunne fortælle de øvrige om oplevelsen, da vi samledes efter såten. Det var på nær en hare, som løb bagud af såten, også det som var set i den såt.

Finalen.

Dagens sidste såt var mosen. Her var der sat fasaner ud, som havde hjulpet en større rævefamile med at klare sig, så dem så vi ikke noget til. Til gengæld kom ræven lige efter, at såten var startet, og den så temmelig bred ud, da den løb væk henover naboens mark. Den kom nok forbi på vores side næste gang.
Kort inde i såten var der rådyr, og 5 krikænder fløj også rundt lige uden for skudafstand. Det gjorde det ene rådyr dog ikke. Lammet kom listende lige foran mig, men hvis jeg skulle skyde det, var det direkte ind i såten og med reflektion mod vand. Mit gevær kom aldrig op, da det ikke kom til en forsvarlig chance. Det gjorde det heller ikke de andre steder, hvor dyret kom ud, og derfor gik det igen.
Da såten nærmest var slut, fløj en enkelt krikand ud og kom efter lidt rundtur til sidst lige henover, hvor jeg stod. Første skud var jeg bagved, men i andet faldt den ned. Den var dog ikke dødskudt, og nu kom vores dygtige klappers hund frem og ledte efter krikanden. Den var ikke på skudstedet, men efter lidt søgen blev den fundet og afleveret. Det gav anledning til en intens undersøgelse, da den var helt tydelig med masser af grønt på den lille and. Det var meget interessant.

Afslutning.

Dagen havde fuldstændig levet op til de forventninger, jeg havde. Masser af hygge og en parade med få (faktisk kun et enkelt stykke) vildt. Til gengæld var det et stykke vildt, som virkelig skilte sig ud, og da jeg længe har ønsket mig en udstoppet udfarvet krikand, fik jeg lov til at tage den med, og den er nu afleveret til konservator.

Det giver et minde om en dejlig dag med godt selskab, hvor jeg krydsede mit spor og mødte en jagtform igen, med sin helt egne styrker. Tak for det

Knæk og bræk

Med venlig hilsen

Morten