Det sidste skud i den sidste såt.
En lang dag.
Der er nogle jagtdage, hvor det hele er lidt blandet. Det går vel ok, ikke sådan rigtigt godt, men heller ikke sådan rigtigt skidt. De dage på selskabsjagt, hvor der er masser af fugle, men hvor egne evner med skydningen nok ikke helt står mål med egen ambition, eller tidligere resultat. Man ender faktisk med at blive en lille smule indebrændt, for det kunne da for Sørensen da bare være en lille smule bedre. Sådan en dag havde jeg i efteråret, men med èt var det hele glemt.
Begyndelsen.
De første såter var gået ok. Fuglene var der, hvilket både fodermester, jagtledelsen og deltagere alle var glade for. De fløj egentlig også fint, der var nok bare ikke rigtig vind nok til, at de kom sådan helt godt afsted.
Efter de første 4 såter havde jeg leveret 4 fasaner og en delt due i 12 skud. Ikke prangende, men heller ikke så jeg for alvor tænkte, at turen til skydebanen måtte skubbes noget længere frem i kalenderen. Men det ændrede sig i næste såt.
Forbi igen-igen.
Hele denne sæson har jeg ikke lige helt haft fat i snepperne. Fire blanke forbiere på to oplagte chancer er det blevet til, så på vej ned mod mosen huskede jeg alt for godt den sidste jagt, hvor jeg med feber i kroppen sidst leverede forbiere til sneppe i mosen.
Nå ja, på vej derned havde jeg så lige to forbiere til en fasankok, som min nabodriver uden problemer skød på 35 meters afstand, som den mest naturlige ting i verden. Og ganske rigtigt, vi var blot lige trådt ned ind i mosen, så kom sneppen hen over mig. Ja, den var høj, men den kom altså i det skud, jeg normalt kalder mit ønskeskud, nemlig den helt høje due, og der skete intet andet end, at den fløj helt lige og helt langsomt videre. Hørte jeg dens latter på vejen, eller var det bare inden i mit eget hoved, at det lød spottende?
Sidste forsøg.
Men alt stopper heldigvis, og som vi gik til den sidste meget lille såt, som stopper ved jagthytten og vel nærmest er en hyggesåt, så begyndte det at regne. Sådan godt gedigen efterårsregn, som gør en glad for, at det først starter nu, hvor vi er færdige fremfor at have stået på hele dagen.
Jeg stod på den bagerste post, og stod og ventede og blev våd. Frokosten var begyndt at indfinde sig i mit hoved, og jeg var ærlig talt taknemmelig for, at det snart var slut, for der var ikke noget at skrive hjem om.
Chancen.
Drevet gik forbi mig, og enkelte fugle fløj frem og blev skudt. Og lige der, som såten var nærmest færdig, så kommer råbet: "Sneppe bagud", og jeg ser den med det samme. Den kommer lavt hen over jorden, og jeg venter til den er fri af alle, og er på vej bagud og skyder - forbi!
Nu er den helt fri og trækker igennem i sin flugt i en stejl opadgående kurve, og da den er ude på 40 meter sender jeg mit andet skud, nærmest i desperation efter den. Og miraklet sker, fuglen bliver ramt og lander langt væk. Jeg kan gå lige hen og samle den op, og da jeg vender mig om, er der løftede hatte og knyttede næver i hilsen, for alle har set, hvordan jeg har kæmpet med snepperne, og at det skulle lykkes i det allersidste skud i den allersidste såt, mens regnen tager til, det kunne ikke times bedre.
Mens jeg går tilbage bliver såten blæst af og med den smukkeste fugl i hånden er dagen gået fra en meget grå dag til en dag, som pludselig blev fantastisk i allersidste øjeblik.
Knæk og bræk
Morten S. Knudsen