Apport!

Fuglejagt er hundejagt

Så var endnu en sæson i gang, og havde allerede budt på mange oplevelser. En del af dem var på nye terræner, for i denne sæson havde jeg prioriteret at komme på nye og ukendte jagtområder. Det var på en af disse jeg var i dag med Andy og Thomas, to af mine nyligt fundne jagtkammerater, som jeg havde talt meget med, men ikke været på jagt med.

De havde begge taget hund med, og vi havde siddet et par timer ved Nørreåen, på et fantastisk stykke eng, hvor vandstanden var høj, og mulighederne for ænder og gæs var lige så. Det havde givet anledning til et par chancer, men endnu var der ikke sket noget, så hundene havde troligt kigget på os, og ventet på, at det var deres tur til at arbejde.

Den store chance

Som solen stille stod op og sigtbarheden blev bedre, var det tydeligt, at det ikke var i dag, at de skulle på overarbejde. Og så alligevel!

Pludselig kom der et par gæs. De kom i fornuftig højde, og vi krøb helt sammen i skjulene, og var musestille, så godt vi kunne. Og som det er med de store fugle, så ventede vi rigtigt længe, før de var på skudhold, men pludselig var de der. Thomas og jeg skød samtidigt, og den ene gås gik ned i knaldet. Den var død! Og den var også landet. Men på den anden side af Nørreåen - som var temmelig fyldt med vand, så der var nok 15-20 meter til den anden side, hvor fuglen lå!

Apportering – en vanskelig opgave

Men noget måtte gøres, for som Thomas sagde, ”Hvis man skyder dem, henter man dem også”, og både Andys unghund og Thomas’ noget mere erfarne havde allerede i denne sæson samlet mange fugle op, så de røg afsted i åen, og blev guidet over til den anden side. Det så godt ud.

Det blev det så ikke ved med at gøre, for Thomas’ hund gik i gang med at spise fuglen! Det kunne jeg så forstå på Thomas ikke var noget han havde lært den…. Men det afholdt nu ikke Andys hund fra at give et nap med, hvilket jeg så kunne forstå på Andy, ikke var noget som han gerne ville fremelske i sin træning af hunden! Jeg øvede mig i at være så stille som muligt - hvilket gik helt godt….

Så blev begge hunde kaldt tilbage, og farven gik af Thomas’ ansigt, og så prøvede de endnu en gang. Men desværre med helt det samme resultat.

En ny udvikling

Indtil nu var det jo en ret almindelig historie om en hund, som skal apportere, men som ikke gør det, og gør noget andet, men det der skete nu, fik mig til at spærre øjnene op.

Hundene blev kaldt tilbage, lagt af, og så kiggede vi på hinanden.

”JA – den skal da ikke bare ligge der” sagde Thomas, og fik et lidt fjernt udtryk i øjnene og begyndte så at tage tøjet af! Det var ikke frost, men heller ikke vejr til badetøj.

Så kort tid efter stod Thomas uden en trævl på koppen, og kastede sig i vandet. Hundene fulgte efter, og sammen svømmede de til den anden side. Thomas fandt hurtigt den markerede fugl og vendte straks efter tilbage med fuglen i hånden.

Vi talte en del om, at det jo trak en del ned, at han ikke havde fuglen i munden, men det mente Andy godt, at han kunne træne ham op til.

Epilog

Tilbage på bredden stod Thomas med fuglen, og vandet løb ned af ham. Det var beslutsomhed på et imponerende plan, og han fik mange plusser i min bog den dag. Vi vil altid huske den dag for:

”Thomas –dagens dygtigste apportør”

Jeg glæder mig til endnu flere oplevelser med dem, og nu har vi en historie, som ikke lige er sådan at glemme.

Knæk og bræk

Morten s. Knudsen